Sommer-læseanbefalinger for børn og unge

19.06.23
Nu er det endelig blevet sommer – og dermed tid til solskin, is og masser af tid til at læse gode bøger.

Her kan du få nogle af vores allerbedste sommer-anbefalinger fra børnebiblioteket!

Højtlæsning

Leder du efter en god højtlæsningsbog, kan I overveje billedbogen Anton og farmor på havets bund, der er skrevet af forfatteren bag Sallys far-bøgerne, Thomas Brunstrøm.

Er du til flotte illustrationer, kan du overveje Gulduret af Sarah Engell med fantastiske illustrationer af Signe Kjær eller Pigen som ville redde bøgerne illustreret af Lisa Aisato og skrevet af Klaus Hagerup. Samme Lisa Aisato står bag Livet illustreret, en smuk illustreret gennemgang af livets forskellige faser.

Er du mere til skæve, tankefulde billedbøger, kan jeg anbefale Ingen af Kim Fupz Aakesson eller Elsa i underjorden af Katarina Kuick.

Børn 8 - 11 år

Til børn i alderen 8-11 år er der også masser af godt at komme efter! Lette bøger til denne aldersgruppe er serierne Læs med Naja Münster, Emma på eventyr og Minecraft.

Til de mere øvede læsere er der helt nye serier som Monsterjægerklubben, Fanget i et spil og Den Hemmelige klub.

Og kan man bare godt lide bøger om dyr der skal løse mysterier, vil både den grafiske roman Miss Cat og serien om Underhundene være et sikkert hit!

Børn/unge 11 - 14 år

Endelig er der også en bunke anbefalinger til læserne fra 11 til 14 år. Gyserbøger hitter som aldrig før, og her kan jeg anbefale Helle Perriers De Sultne, Kenneth Bøgh Andersens Felix og åmanden eller Michael Kamps serie Klovn, hvor bind 3 netop er blevet udgivet.

Her kan du også finde anbefalinger på graphic novels som Ella – Den nye og Jeg er Luca.

Kom og besøg os på børnebiblioteket i din sommerferie – Vi glæder os til at se dig!

Tags