Fra "Hundemand" til Heimat"

Heldigvis er det efterhånden yderst sjældent, at disse ord bliver ytret herhjemme. Og det har krævet, at jeg har turdet at slippe af med mine holdninger om bøger med alt for mange billeder i.

I takt med at lix-tallene stiger, er der også en udbredt forventning om, at omfanget af billedmaterialet i en bog skal blive mindre og tekstpassagerne større. Det er i hvert fald den tankegang, jeg er vokset op med.

Men det er ikke nødvendigvis sandt. Det kan i hvert fald være noget af en læselyst-dræber, kan jeg hilse og sige. Og hvad gør man, når alle de spændende fagbøger om gamere, youtubere, fodboldspillere m.fl. er læst fra ende til anden, og den lille læser foran dig er begyndt at synes at litteraturen er kedelig?

Jeg havde længe været opmærksom på forfatteren Dav Pilkey, som står bag bøgerne om Kaptajn Underhyler. Alt fra hans pen bliver nærmest slugt råt af især drenge. Men indholdet er jo fuldstændig noget værre pjat og fjolleri! Det er da ikke ordentlig litteratur! Det kan man da ikke hverken få en bedre læsehastighed eller større ordforråd ud af! Det var, hvad min indre, ældre dansklærer sagde, hver gang jeg overvejede at låne en bog fra ”den hylde” med hjem.

"Jeg orker ikke mor"

Men, i et øjebliks svaghed, efter gentagende ”jeg orker ikke mor”, tog jeg chancen og lånte det nyeste skud på stammen fra Pilkey, nemlig bogen ”Hundemand”. Serien er et spin-off fra Kaptajn Underhyler bøgerne, og er en tegneserie, skrevet af hovedpersonerne Jimmy og Otto. Bøgerne handler om Hundemand, som er, tja, overraskende nok en blanding af en politimand og en hund, og hans utallige kampe med skurkekatten Pjevs. Pjatniveauet er lige så høj som i Kaptajn Underhyler. Men sønniken derhjemme kastede sig med stor iver over bogen, og nu er alle 6 i serien læst fra ende til anden. Nu står det på Ricky Ricottas eventyr sammen med Megarobotten (skrevet af samme forfatter) og Kasper Hoffs serie om ”Drengen der fik ting i hovedet”.

Udviklingen i læselysten har været mærkbart stigende og vidunderlig at være vidne til. Og nu er vi ved bøger, som er fjollede, med billeder i, men også med længere tekstpassager. Nu er ”jeg orker ikke” skiftet ud med ”i dag vil jeg læse fire kapitler mor”.

Og jeg er blevet meget interesseret i, hvordan litteratur i samspil med illustrationer kan give et positiv skub til læselysten.

De svære ting i livet

Bøger med billeder i egner sig ikke kun som et redskab, når man tager et hop fra lave til høje lix-trin i indskolingen. De er også fortrinlige for de lidt ældre børn. Læs endelig løs af ”Anne Franks dagbog” i den illustrerede udgave med mange fine og finurlige detaljer, som gør historien levende og nærværende på en helt anden måde end en fagbog.

”Ønskekuglen” af Mette Vedsø handler om et pigeliv midt i en skilsmisse, flytning og nye venner og skildrer så fint hele følelsesregistret i sådan en rejse - fra håbløshed til troen på lyset for enden af tunnellen.

Forlaget Carlsen har udgivet en serie ”Billednoveller” om forskellige svære emner, som kan danne grundlag for mange gode snakke med børn i udskolingsalderen om dysfunktionelle familier, omsorgssvigt, had og de mørke følelser. Den visuelle del er leveret af Danmarks bedste illustratorer og supplerer historierne på en fantastisk god måde.

Ikke kun for børn

De voksne kan også få stor glæde og en anderledes læseoplevelse af samme type litteratur. Der er et hav af de såkaldte graphic novels, man kan kaste sig over. Fx Halfdan Piskets ”Dansker”, der skildrer et menneskes rejse fra et konfliktplaget land til Danmark eller Steffen Kvernelands ”Munch” om kunstneren Edvard Munch og hans samtid.

Min allervarmeste anbefaling går dog til biografien ”Heimat: et tysk familiealbum” af Nora Krug, som var den første biografi, jeg har læst af egen lyst. Den byder læseren på en oplevelse uden lige, en oplevelse af at være besøgende i et andet menneskes museum af minder, erindringer og dybeste tanker.  Bogen er formet som en scrapbog og er sammensat af farverig collage af illustrationer, virkelige dokumenter, familiefotos, avisudklip og børnetegninger, og åbner op for forfatterens familiefortid i Nazityskland i et forsøg på at komme til bunds i hendes skam og skyldfølelse over at være en tysker.