Lars Andersen

Jeg har sommetider vagt på Skals Bibliotek, så jeg kender ham godt. ” Ja, ham, der er så meget bøvl med. Ham der holdt stor fødselsdag på Skals bibliotek om aftenen, da der ikke var personale.

” Ja”– fortsatte Lone ”og ham vi mistænkte, da alle CD’erne med Kim Larsen og TV2 forsvandt. Nu er den gal igen. I aftes gik alarmen, et vindue var brudt op og den nye pc  Jonas lige har sat op i udlånet er væk. En af de ansatte på plejehjemmet ved siden af har set en mørkerød bil på P-pladsen på ca. samme tid – og Lars har faktisk også en gammel rød bil”.
”Jeg tror, jeg ringer til Lars og hører, hvad han har gang i”, sagde jeg.

Jeg fandt hans nummer i lånersystemet og da jeg kom fra frokost, ringede jeg ham op. Der var en lang pause, inden nogen tog telefonen, men så lød det:
”Det er Lars!”
” Det er Bent Jensen fra biblioteket. Mig der sommetider passer vagten i Skals.”
”Øh, hvis der er kommet en bog til mig, så lad den gå videre. Jeg er nemlig langt væk”
”Hvor langt er du væk!”
”Jeg er øh på ferie i Australien. Jeg sidder netop og spiser frokost under en palme, inden jeg skal ud at kigge på koraller. Det er skide fedt!  Du må hygge dig hjemme i kulden. Vi ses om et par uger på biblioteket”.

Og så blev forbindelsen afbrudt. Det var som pokkers. Tænk at han havde penge til det. Han må have vundet i Lotto! Nå, så var det ikke ham, der havde snuppet pc’en.

Og dog! Der var noget, der ikke kunne passe! Og snart var jeg på vej ud til Lars.