Roman der giver en god fornemmelse i maven

Der er nogle bøger der bare kommer dumpende som en appelsin i ens turban. Barbara Constantines bog "Og så kom Paulette" var sådan en "appelsin".

Den handler om Ferdinand, som er 70 år og han bor alene på en stor går i Frankrig. Hans skrappe kone er død nogle år forinden, og så har hans søn og svigerdatter boet hos ham sammen med deres to drenge. Sønnen og svigerdatteren (som også er lidt skrap) er næsten lige flyttet og det ku’ Ferdinand såmænd også godt leve med, hvis da bare drengene, Ludo og lille LU, som han elsker højt havde fået lov til at blive.

Ferdinands nærmeste nabo er en ældre dame som hedder Marceline. Hun bor i en mildt sagt faldefærdig rønne og en dag under et voldsomt skybrud må Ferdinand komme hende til hjælp med at få tætnet taget lige præcis så meget, at det hele ikke bare sejler væk.

Hvordan skal det dog gå med Marceline og hendes æsel og hunden i det gamle utætte hus – det bekymrer Ferdinand sig noget om. Indtil et af børnebørnene kommer med den forkromede løsning "hun kan da bare flytte ind hos dig bedstefar – du har jo masser af plads" og sådan går det faktisk – Marceline bliver overtalt til at flytte ind med alt sit kræ. Og som det nu er så er hun ikke den eneste nabo i nød – og det bliver bare mere og mere hyggeligt.

Det er en rigtig lille perle af en bog  - en af den slags, der giver en god fornemmelse i maven.