Hornfiskene kommer!

Indrømmet: Jeg er en af dem, der godt kan lide at stå ved en kyst med en fiskestang i hånden og kigge ud over vandet...

mens jeg kaster et blink ud i en uendelighed og håber på, at en havørred bider på.
Det er en rigtig god måde at koble af på, og det er samtidig en fantastisk måde at komme ud i naturen på. Desværre må jeg også indrømme, at der kan gå lang tid imellem, at jeg fanger nogle havørreder – 3. stk. er det blevet til indenfor de sidste par år – højt sat.

Men til gengæld er der, her i det næste stykke tid, rigtigt gode muligheder for at få rigeligt med fisk på krogen. I april og maj bliver de danske kyster nemlig invaderet af hornfisk. Hornfiskene kommer ude fra Atlanterhavet, vest for Irland, hvor de overvintrer fra oktober til marts, for så i foråret at søge tilbage til de danske kyster. De kommer i tusindvis og søger helt ind til land for at gyde og jage efter krebsdyr og småfisk. Derfor bider de næsten på alt og er meget nemme at fange. Det er en oplagt familieaktivitet at tage ud til kysten for at fange hornfisk, da der næsten er garanti for fangst uden for meget ventetid. Hornfisken er nem at kende med dens lange krop og lange næb, det kalder man det faktisk, og den kan blive op til en meter lang, men oftest er dem man fanger ca. 50 - 60 cm. Man fanger dem nemmest med en fiskestang med blink eller spinder på.

Spis din fangst
Hornfisk er en glimrende spisefisk. Tidligere var flere betænkelige ved at spise dem pga. de blågrønne fiskeben, hvis farve skyldes et farvestof kaldet vivianit. Farvestoffet er dog helt ufarligt og skal ikke holde en fra at sætte tænderne i hornfisken.

Der er flere måder at tilberede dem på, men jeg kan anbefale at panere dem. Først renses fisken, og hoved og finner skæres af. Herefter flås den og skæres op i passende stykker, ca. 10 - 12 cm. Kom lidt salt på dem og stil dem i køleskabet i en halv time. Tag dem ud og skyl det overskydende salt af. Herefter vender man dem i æg og rasp eller rugmel. Steg dem på panden i smør i 5-6 minutter på hver side til de er gyldne, og spis dem evt. med nye kartofler med persillesovs til - mums. På et par heldige timer kan man godt fange 15-20 hornfisk, men det er en god ide, kun at fange så mange fisk som du vil kunne bruge samme dag, da hornfisken nemlig ikke er særlig god at fryse. God fisketur.

Materialer