Breaking Bad
Breaking Bad

Anbefaling: Forbrydere i TV-serier

29.09.14
De skurkagtige antihelte.

Et gennemgående tema i mange af de nye amerikanske tv-serier er, at de har kriminalitet og forbrydelser i centrum. Det er der som sådan ikke noget nytænkende i, men til forskel fra den klassiske politiserie har de nye serier ofte forbryderne som hovedpersoner og antihelte. På den måde bliver grænserne mellem godt og ondt, rigtigt og forkert, det lovlige og det kriminelle flydende og sat til debat.  For sympatien med de forbryderiske karakterer, tvinger os til at overveje de etiske dilemmaer tv-serierne tematiserer, og konfronterer os måske med vores egne mørke sider...

Breaking Bad

Breaking Bad

’Breaking Bad’ starter da familiefaderen og kemilæren Walter White får konstateret uhelbredelig kræft; en situation han, noget overraskende, vælger at tackle på en højst utraditionel måde. For at sikre sin families økonomiske fremtid begynder han nemlig at fremstille narko, og han hvirvles derved ind i en kriminel underverden præget af vold og moralsk forfald. En underverden, hvor Walter trives imod alle odds.

’Breaking Bad’s helt store styrke er den dystre beskrivelse af den radikale udvikling Walter undergår. Udgangspunktet i det trygge hjem og Walters ønske om at sikre sin familie, kan de fleste af os sikkert relatere til. Det er netop derfor man som seer fascineres af Walters udvikling og trækkes med ind i ’Breaking Bads’ fængslende og forfærdende undersøgelse af ondskabens natur.

True Detective

True Detective

Et ensomt træ hæver sig op blandt uendelige, gullige majsmarker. På sin vis et smukt billede, men under træet ser man liget af en ung kvinde, uhyggeligt arrangeret i et mystisk, kultisk ritual. Det er starten af 1990’erne, et sted i de amerikanske sydstater, og det er starten på fortællingen om de to politimænd Rust og Marty, der kastes ud på en stemningsfyldt og skræmmende odysse, der først afsluttes tyve år senere da de indhentes af fortiden.

Som seer af ’True Detective’ skal man ikke regne med at få meget foræret. Man udfordres af de upålidelige hovedpersoner der ikke er til at stole på, man forvirres af de mange spring i tid, der fletter nutiden og fortiden sammen på elegant vis, og så er der en række mord, men ingen morder, kun en masse mistænkte. Alligevel, eller netop derfor, er det en sand fornøjelse at se ’True Detective’. Den er intet mindre end gennemført fantastisk, og er et nytænkende og spændende bud på, hvor politiserien er på vej hen.

Dexter

Dexter

Findes den gode, retfærdige og samvittighedsfulde massemorder? Spørgsmålet er et paradoks i sig selv, og det samme er hovedpersonen Dexter i tv-serien af samme navn. Udadtil er han en lovlydig kriminaltekniker, men han gemmer på en mørk hemmelighed. Han er nemlig selv seriemorder, og hans speciale er at slå andre mordere ihjel og dermed stoppe deres onde gerninger.

Denne stærkt underholdende tv-serie kan lidt af det hele, hvor man følger opklaringen af forskellige forbrydelser, Dexters moralske overvejelser og kvaler, og ikke mindst hans evige kamp for at bevare sin dystre hemmelighed. Absolut seværdig!

The Sopranos

The Sopranos

Gangsterserien over dem alle med Tony Soprano som det karismatiske omdrejningspunkt. På den ene side er han en ganske almindelig familiefar, der lider af depression, har en dominerende mor og forsøger at skabe ro på hjemmefronten, hvor en krævende kone og to teenagebørn udfordrer ham.

Men lad dig ikke narre. Tony Soprano er en ulv i fåreklæder, som også er dybt involveret i New Jerseys økonomiske kriminalitet, afpresning og ikke mindst vold og mord.

Hvis du elsker tv-serier, kan du roligt give dig i kast med dette seværdige drama - og når du har afsluttet sjette og sidste sæson, vil du med garanti ønske, at du havde mange flere til gode.

Boardwalk Empire

Boardwalk Empire

Endnu en gangsterserie, og så endda med Martin Scorsese som bagmand. Tv-serien foregår i forbudstidens Atlantic City og emmer af jazz og historiske referencer til 20’ernes virkelige gangstere. Da ’Boardwalk Empire’ første gang løb over tv-skærmene, var den en af de dyreste serier nogensinde, og den er da også både filmisk, utrolig flot og gennemført ned til mindste detalje.

Er du til gangster classic med charmerende forbrydere, korrupte politimænd og smukke femme fatales er ’Boardwalk Empire’ lige noget for dig.

 

 

Filmstriben.dk kan du også finde gode film med fokus på kriminalitet og kriminelle.

Vil du se flere tv-serier? Find flere anbefalinger på vores temaside om tv-serier.

Materialer