House of Cards
House of Cards

Anbefaling: USA i TV-serier

07.10.14
Tv-serier, der tilbyder spændende nutidsbilleder af det amerikanske samfund.

Mange af tidens tv-serier sætter fokus på det amerikanske samfund. Hvor vi som seere har været vant til at betragte den hvide kernefamilie, der ophøjer de amerikanske grundværdier, tegner mange tv-serier nu et mere nuanceret billede af det amerikanske samfund - ofte med et kritisk fokus på nogle af dets skyggesider.

Tv-serierne tager udgangspunkt i store samfundsmæssige tendenser, som fx krigen mod terror, mediernes magt og det politiske landskab i Washington, men gør de overordnede tematikker vedkommende og personlige gennem deres hovedpersoner, som den almindelige amerikaner (og alle vi andre) kan spejle os i.

Treme

Treme

Journalisten David Simons, der også stod bag den ikoniske tv-serie ’The Wire’, har skabt en medrivende fortælling om livsmod og livsglæde midt i ødelæggelsen. Serien tager sit udgangspunkt i en naturkatastrofe, orkanen Katrina, der i 2005 ramte det sydøstlige USA, samt den efterfølgende katastrofale håndtering af de massive ødelæggelser.

Serien foregår i New Orleans, hvor befolkningen forsøger at bygge en hverdag op på de stumper, orkanen har efterladt. Serien har mange politiske under- såvel som overtoner, og giver et spændende portræt af det multikulturelle USA. Og så er der musikken! New Orleans jazz, hiphop, swing, brassband. Musikken gennemstrømmer hele serien, og er det positive holdepunkt, der giver håb for fremtiden.

House of Cards

House of Cards

Vi er vant til at få et blik ind bag facaden på det politiske magtspil, men ikke mange værker gør det så effektivt som tv-serien ’House of Cards’. Francis Underwood (eminent spillet af Kevin Spacey) er Demokratisk kongresmedlem med en lovende karriere, men da han bliver snydt for embedet som udenrigsminister, bestemmer han sig for at tage hævn.

Sammen med sin kone indleder han et politisk rænkespil, og tv-serien fremstiller et korrumperet politisk system, hvor magt, manipulation og ubarmhjertighed styrer showet. Underwoods underforståede motto ”det ubehagelige er ofte det nødvendige” synes i serien at være betegnende for hele Washington. Jeg kan ikke garantere, at din eventuelle politikerlede bliver mindre af at se denne tv-serie, men du vil med garanti være godt underholdt undervejs.

The Newsroom

The Newsroom

Jeff Daniels spiller den aldrende studievært Will McAvoy, der arbejder på et amerikansk nyhedsprogram. Han har efterhånden mistet gejsten og tænker mere på seertal end på hårdslående indhold. Men det laves der om på, da et hold af entusiastiske og idealistiske unge journalister bliver ansat på redaktionen.

Medierne er som bekendt kaldet den fjerde statsmagt, og ’The Newsroom’ leger med tanken om, hvordan nyhedsdækningen kunne udfolde sig, hvis medierne påtog sig et socialt og etisk ansvar, i stedet for at tænke på bundlinjen og seertal. Det giver i høj grad stof til eftertanke, men går ikke udover den spændende fortælling, der er kreeret af ingen ringere end Aaron Sorkin, manden bag kultserien ’The West Wing’. 

 

Homeland

Homeland

’Homeland’ er en tv-serie, der bygger på arven fra 9/11. Ved seriens begyndelse, 10 år senere, er kampen mod terrorismen stadig aktuel og har på flere måder gennemsyret det amerikanske samfund. Carrie Mathison arbejder for CIA med at opspore og forhindre eventuelle terrorangreb, da den amerikanske soldat Brody efter flere års tilfangetagelse, dukker op i Irak og fanger hendes opmærksomhed. Brody bliver en nationalhelt, men Carrie mistænker ham for at være en omvendt terrorist, og hun begynder en manisk efterforskning af krigsveteranen.

’Homeland’ er utrolig nervepirrende og holder sin seer helt ude på stolekanten. Samtidig giver den et spændende bud på, hvordan USA som nation er forandret af 9/11, og på hvordan det påvirker et samfund og dets befolkning at legimitere krig, tortur og massiv overvågning i kampen mod terror. Interessant, underholdende og anbefalelsesværdig!

Filmstriben.dk kan du finde flere film, der tematiserer det amerikanske samfund og det politiske landskab. Se fx den dystopiske 'The Road', klassikeren om Watergate 'Alle præsidentens mænd', 'Crash' der handler om det multikulturelle USA og George Clooneys sort/hvide filmperle 'Good Night and Good Luck' om McCarthy-tiden. 

Vil du se flere tv-serier? Find flere anbefalinger på vores temaside om tv-serier.

Tags
Materialer