: Magic turnering til International Gameday på Viborg Bibliotekerne
: Magic turnering til International Gameday på Viborg Bibliotekerne

Et besøg i magiens verden hos Viborg Magic

I dag har jeg en aftale med Tobias Trab, én af grundlæggerne af Viborg Magic. Jeg vil interviewe ham, da jeg længe har gået og undret mig over alle de mennesker, der uge efter uge sidder på balkonen på biblioteket i Viborg og spiller spil, så nu ville jeg høre lidt om, hvad de foretager sig.

Jeg kigger på klokken, skynder mig at snuppe min computer og begiver mig ud af kontoret og over på den anden side af balkonen. Det er onsdag eftermiddag, og jeg er lidt sent på den til min aftale. Der sidder allerede 10-15 personer og spiller meget koncentreret. ”Hvem er Tobias?” spørger jeg lidt forsigtigt ud i rummet. ”Her – det er mig” og jeg ser et smilende ansigt tage imod mig. ”Du kan sidde her”, siger en anden straks og flytter nogle kort. Jeg kigger ned på bordet, hvor der ligger det, jeg vil beskrive som en kæmpe stor, flot udsmykket musemåtte på bordet. ”Men sidder der ikke nogen der?” ”nej nej, her sidder du bare, vil du have noget kage?”

Strategisk Sten-Saks-Papir

Efter den skønne velkomst føler jeg mig allerede godt tilpas. Da jeg spørger, hvad spillet egentlig handler om, beskriver min sidemakker det for mig som en meget strategisk form for sten-saks-papir. I Magic spiller man en "planeswalker" - en troldmand, som kan trække magisk kraft fra landet omkring sig og kaste magiske formularer. I spillets verden er planeswalkere desuden i stand til at rejse imellem forskellige verdener, og man kæmper imod hinanden ved hjælp af erhvervede magiske kundskaber for ære, træning, eller for at optjene fjendens magiske viden og evner. Det er altså et kortspil, der trækker på rollespilsgenren.

Friday Night Magic

Tobias fortæller, at Viborg Magic startede så småt, mens han gik i 1.g. Der sad de en fem stykker og spillede Magic: The Gathering i skolen, men det var slet ikke nok. De ville også gerne spille, når de havde fri. Ikke ret længe efter fik de lov til at spille i kælderen på Hovedbiblioteket i Viborg. De lavede en facebookgruppe og pludselig tog det fart. En af de andre, som var med til at starte Viborg Magic, Paw Borup, kendte mange, som gerne ville spille, og snart var de en rigtig stor gruppe.

For et par år siden fik de så også lov til at komme op i lyset og ud i biblioteksrummet, og nu spiller de hver onsdag og fredag på balkonen. Om onsdagen spiller de Commander og om fredagen spiller de Friday Night Magic. Det er en turnering, hvor man kan vinde præmier.

Deltagerne kommer mestendels fra Viborg og opland, men enkelte kommer også længere væk fra. Holstebro, Ørum, Skive og Als er også repræsenteret.

Fællesskabet

Tobias og hans magivenner er meget koncentrerede om deres spil. Nogle gange glemmer de næsten, at jeg er der og spillet kører derudaf. Kort bliver lagt ned, og ord der næsten lyder magiske, men som jeg ikke helt forstår, bliver brugt i kampen om liv og død, der raser. Jeg følger med så godt jeg kan, og det går langsomt op for mig, at faktisk alle hjælper hinanden i spillet. Der er en enorm solidaritet spillerne imellem og en higen efter at få det bedste ud af spillet. ”Det er et ret kompliceret spil, så vi er simpelthen nødt til at hjælpe hinanden med at huske, hvad kortene kan.” siger Tobias. Stemningen igennem spillet er helt fantastisk og meget intens og lige pludselig, uden at jeg forstod, hvad der skete, vandt Tobias spillet.

Det sociale er et kæmpe trækplaster for deltagerne. Der sidder hovedsageligt mænd fra nærmest alle aldersgrupper og spiller. Min sidemakker fortæller, at han lider af panikangst, og han bruger fællesskabet og spillet til afslapning. De er ikke bare folk, der spiller sammen, de har virkelig fået venskaber igennem dette spil. Her kan man være sig selv.

Prøv det selv

Hvis du synes Magic: The Gathering lyder som noget du kunne tænke dig at prøve, så afholder Viborg Bibliotekerne i samarbejde med Viborg Magic og Praktikcenter Viborg en spilcafé iGudenåhuset d. 10. februar fra kl. 13. Selvfølgelig kommer Viborg Magic, og du kan få lov til at være med til at spille. Hvis du ikke har kort selv, så kan du altid låne et deck og få en magisk oplevelse.

 

Materialer