Herre gode anbefalinger - del 3: Mikkel anbefaler biografier og fagbøger

22.03.22
Velkommen til "Herre gode anbefalinger", hvor Viborg Bibliotekernes mandlige ansatte deler ud af inspiration til gode podcasts, lydbøger, film og meget mere. Mikkel, Viborg Bibliotekernes læringsmedarbejder, læser rigtig meget og har en masse gode læseoplevelser at dele ud af - så kig også forbi artiklen med krimier, Graphic novels mm. Vi starter med biografier og fagbøger.

En bog jeg kun ganske kort har læst i en onsdag formiddag da den lå fremme på en udstillingshylde på biblioteket i Skals – men ikke desto mindre en anbefaling værd hvis man er til virkelige (og virkelig dramatiske) eventyr i vildmarken, eller hvis man ønsker at blive klogere for direktøren for selveste Nationalmuseet. Rane Willerslev fortæller spændingsfyldt og detaljeret om sine ekspeditioner i Sibirien og Afrika, og bogen er flot illustreret. Medforfatter er historiker Tommy Heisz som bl.a. står bag den fantastiske historie-podcast ’Vild Historie’ (de 35 første afsnit kan findes på eReolen).

Hvis man som jeg er interesseret i dansk historie og politik og nyder at læse politiske biografier, vil man garanteret elske Bo Lidegaards seneste udgivelse om den måske største danske statsminister nogensinde, Jens Otto Krag. Lidegaard beskriver historien om Krag med fokus på de politiske kampe og magtens spil i en periode af danmarkshistorien hvor opbygningen af velfærdsstaten for alvor tog fart. En fremragende fortalt historie om manden de fleste nok kender til, men måske ikke rigtig ved hvem egentlig var. Bo Lidegaard har tidligere skrevet tobindsværket ’Jens Otto Krag’ (i alt næsten 1.600 sider) som man kan fortsætte med hvis de 752 sider i ’JOK’ ikke er nok.

Den danske historiker og forfatter Søren Hein Rasmussen har gennem tiden skrevet bøger og artikler om alt fra atombomber, tegneserier og pornoens frigivelse. Senest har han skrevet denne bog om racisme i populærkulturen gennem de sidste 100 år. Bogen er fantastisk velskrevet med tankevækkende pointer og flotte illustrationer – og en påmindelse om hvorfor det er vigtigt at være bevidst om hvilke gamle opfattelser og betydninger vi desværre har det med at videreføre. Du kan opleve Søren Hein Rasmussen fortælle om bogen til et foredrag på Viborg Bibliotek torsdag d. 7. april kl. 19-21.

Først blev Ove Hansen idømt 12 års fængsel for drabet på sin hustru Brita i 1981. Senere blev han efter to kritiske dokumentarprogrammer og en opsigtsvækkende retssag frikendt i sagen der herefter blev betragtet som uopklaret. Hvis du er til true crime og virkelige mordsager, bør du læse Michael Teschls bog om den spektakulære ’Pedal Ove’-sag der er kendt som danmarkshistoriens største justitsmord. Med en ambition om at opklare mysteriet om Brita har Teschl brugt årevis på at sætte sig ind i sagen, og i bogen leverer han nogle sensationelle resultater og kommer tættere på en opklaring end nogensinde før. I forlængelse af udgivelsen i 2019 viste TV2 dokumentarserien ’Mysteriet om Pedal-Ove’ hvor seerne kunne følge med i Michael Teschls opklaringsarbejde. Serien byder på en lang række pointer fra bogen, men langt fra alle detaljer og oplysninger. Bogen er derfor en klar anbefaling værd!

Hvad er bedre end en god frikadelle? I denne bog, der er helliget den fantastiske spise, kan du lære at lave den perfekte delle. Og ikke nok med det: Du får opskrifter på frikadeller i alverdens varianter fra fiskefrikadellen og den grønne uden kød til frikadelle-varianter fra hele verden. God læselyst og god appetit!