Læsehunde Aigo
Læsehunden Aigo

Har dit barn mistet læseglæden?

06.02.23
Har du et barn, som har mistet motivationen til at læse? Eller et barn, som synes at bogstaverne driller? Så er der hjælp at hente på Houlkær Bibliotek. 


På Houlkær Bibliotek byder vi velkommen til Alice og hendes læsehund Aiko.

Hvad er en læsehund?

En læsehund er god til børn, som har læseudforinger og/eller har mistet læselysten og trænger til at få boostet læseglæden.  Læsehunde er godkendte og certificerede til at arbejde med børns læseudfordringer på biblioteker og skoler.

Det er ikke kun voksne, som spørger, hvad en læsehund er. På et tidspunkt var der et barn, der spurgte: ”Hvorfor hedder det en læsehund?” Barnet undrede sig, for det plejer da at hedde læsehest? En hest inde på biblioteket ville helt sikkert skabe opmærksomhed. Tænk, hvis vi fik besøg af Pippis hest. I første omgang begynder vi med læsehunden Aiko, så må vi arbejde på at skaffe en læsehest. 

Fremover vil Aiko være på Houlkær Bibliotek om onsdagen. Aiko er en venlig og børneglad hund, så hilst trygt på Aiko, hvis du møder ham i biblioteksrummet. 

Aiko giver ro og nærvær under læsningen. Aiko ligger helt stille ved barnet og lytter opmærksomt, mens der bliver læst. Uden afbrydelse og uden at korrigere evt. fejl i læsningen. Det skaber tryghed. Der er plads og rum til at turde læse svære ord og at turde forsøge, uden at der er nogen, der kigger skævt til en.

Der opstår tillid og tryghed, som gør, at barnet ikke kun oplever øget glæde ved læsningen, men også opnår øget selvtillid og tro på egne evner. Læsebarnet oplever, at forventningerne og presset forsvinder. 

Et læseforløb består af 6 besøg á ca. 45 minutters varighed. Her vælger barnet en bog, som passer til barnets læseniveau, og læser den højt for Aiko. Der vil også være tid til at give Aiko en godbid og til at opleve Aiko give high-five, lave hundeøvelser og sjove tricks. Forløbet slutter af med, at barnet får et diplom.

Hvordan kommer man i gang?

Har dit barn lyst til at læse sammen med Aiko, så send en mail til Jette Fisker på 2jj@viborg.dk Har du brug for yderligere informationer kan du ringe på tlf. 87 87 34 59 

Byd hjertelig velkommen til Alice og Aiko, som man kan møde på Houlkær Bibliotek onsdag eftermiddag. Alice og Aiko glæder sig til at møde alle jeres dejlige børn på biblioteket. 

Vidste du?

At godkendte foreninger i Viborg Kommune kan leje billige mødelokaler til folkeoplysende aktiviteter? Houlkær Bibliotek råder over 2 mødelokaler. På Lokaleleje på Houlkær Bibliotek | Viborg Bibliotekerne kan du læse mere om, hvordan du kan booke bibliotekets lokaler. Hvis du har spørgsmål til lokaleudlejning, er du velkommen til at skrive til os på viborgbibliotekerne@viborg.dk.