Er du ny bruger på Houlkær Bibliotek?

Læs hvordan du bliver bruger af biblioteket og hvad biblioteket kan tilbyde.

Hvis man ikke er vant til at bruge biblioteket, kan det godt virke lidt uoverskueligt og en smule skræmmende at komme der for første gang. Men, som det er med så meget andet, så er det kun indtil man har været der et par gange. Så kender man de vigtigste rutiner. 
Vi vil fortælle lidt om, hvordan man kan blive bruger af biblioteket og hvad biblioteket kan tilbyde. 
 

Hvordan bliver man låner som voksen? 

Man bliver oprettet som låner, hvis man kommer på biblioteket, når der er personale til stede. Man skal have sit sundhedskort med, som man fremover bruger som lånerkort sammen med den pin-kode på fire tal, som man selv bestemmer, når man bliver oprettet. På biblioteket får man lidt at vide om, hvordan man låner og afleverer, hvor de ting, man interesserer sig for står, og hvad vi kan tilbyde af arrangementer for børn og voksne. Er man oprettet som låner, men det er over to år siden, man sidst har lånt, skal man oprettes igen. 
 

Hvordan bliver man låner som barn? 

Når man skal oprettes som låner, og man er under 18 år, så skal man have sin mors eller fars tilladelse. Dvs. at barnet kommer sammen med sin far eller mor på biblioteket, og man skal huske barnets sundhedskort. Børn fra 0-16 år får et særligt børnelånerkort med deres navn på. Lånerkortet og sundhedskortet kan bruges på alle biblioteker i Viborg Kommune, ligesom man kan låne og aflevere på alle kommunens folkebiblioteker. 
 

Hvordan kommer man ind på biblioteket? 

Der er ”Åbent bibliotek”, hvor man, hvis man er over 16 år, selv kan lukke sig ind alle dage mellem kl. 7-22, hvis man benytter døren ud mod p-pladsen. Personalet demonstrerer gerne, hvordan man lukker sig ind. Der er personale til stede mandag – torsdag (se nederst på siden hvornår), og der er dørene til biblioteket naturligvis åbne.     
 

Hvordan låner og afleverer man? 

I biblioteksrummet er der lige frem og til venstre en computer med en grå plade. Skal man låne, trykker man på skærmen hvor der står ”Udlån” og man scanner sit kort til højre for skærmen. Man indtaster sin pin-kode og lægger så materialerne på den grå plade et efter et. Når materialerne er skrevet på skærmen, er de udlånt, og man afslutter sit lån ved at trykke på ”Afslut med kvittering” på skærmen. Så får man en bon med en afleveringsdato på og en oversigt over, hvad man har lånt. 
Skal man aflevere, trykker man på skærmen på ”Aflever” og man lægger materialerne et efter et på pladen foran sig. Når alle materialer er afleveret, sætter man dem på bogvognene på den anden side af gangen. Man skal ikke bruge sit lånerkort eller sundhedskort, når man afleverer. 
 

Hvad kan man låne og hvor længe? 

Man kan låne mange forskellige materialer lige fra brætspil over læseklub-poser til sprogstimulerende materialer. Men det, vi stadig låner mest ud af, er bøger. Da vi er et forholdsvis lille bibliotek, er en del af materialerne kun på hovedbiblioteket i Viborg, men vi kan altid få dem kørt ud til Houlkær. Så spørg eller reserver selv på viborgbib.dk, så skaffer vi det. Vi har bøger for alle i alle aldre. Vi har bøger med stor skrift til dem der ikke ser så godt mere, lette bøger til dem, der har brug for det, aviser, blade, musik, dvd-film og Playstation spil. 
 

Hvad koster det? 

Ingenting – men glemmer man, at aflevere sine materialer til tiden, så koster det. Man kan forny sine lån to gange på vores hjemmeside, hvis de ikke er reserveret til en anden låner. 

Kom og hils på os – vi har ry for at være ret flinke og til at snakke med.

 
Der er personale til stede: mandag: 13-18, tirsdag 10-17, onsdag: 13-17 og torsdag: 13-18. Og du går bare lige ind, så tager vi godt imod dig!  
 

På billedet ser du fra venstre mod højre: Anne-Mette, Anette, Jette og Hanne.

VELKOMMEN PÅ HOULKÆR BIBLIOTEK