Om at træne kreativitet… med papirclips!

Af Anonym (ikke efterprøvet)
04.12.20
Jeg har altid betragtet mig selv som et kreativt menneske. Jeg elsker at male, udforske materialer og former og gå på opdagelse i kreative processer. Kreativitet og idegenerering generelt er brændstof i min motor.

Nogle gange er min mand dog ikke helt enig i mine betragtninger om kreativitetens gevinster – især ikke når hans værkstedsbænk inddrages til et nyt gør-det-selv-projekt, eller når symaskinen og alenlange meter af stof indtager hans skrivebord. Og allerværst! Når mine kunstneriske penselstrøg rammer den nymalede væg, der i sin sirlige hvide tone pludseligt får stænk af vildskab i pink, blå og gule nuancer. Hvis øjne kunne dræbe…

Dræbende øjne eller ej: Er kreativitet, evnen til at udforske og at slippe opfindsomheden løs ikke et væsentligt levevilkår – måske endda en grundbetingelse for at kunne definere sig selv i en moderne verden?

Kreativitet som et grundvilkår

Igennem mange år har vi talt om, at kreativitet er det, vi skal leve af i fremtiden. Vi skal kunne komme på nye ideer og være innovative. I folkeskolen arbejdes der på tværs af alle fag med tre tværgående temaer, hvor et af dem er ”Innovation og entreprenørskab” med fokus på ideudvikling, at eksperimentere og evnen til at tænke i kreative løsninger. Det er en grundsten i folkeskolens formål, at børn og unge skal være innovative og udvikle hjernens software; deres evne til at få ideer. Og det med at udvikle hjernens software er vi rent faktisk gode til i Danmark. Igen i år ligger Danmark i top ti på Bloombergs årlige ”Innovation Index” over de mest innovative lande. En ottende plads er det blevet til!

Kreativiteten trives i særdeleshed, når man står overfor et problem, der skal løses. Derfor synes jeg, at det seneste halve år har bevidnet, hvordan vi, pga. corona og evindelige udfordringer som følge heraf, har været tvunget til at tænke i nye baner og redefinere vores adfærdsmønstre. Lige fra hvordan jeg holder kontakt med min kære bedstefar på 90 år på plejehjemmet, til hvordan jeg kan passe mine arbejdsopgaver på Viborg Bibliotekerne. På en forfærdelig trist baggrund er hele vores verden med et snuptag blevet et kæmpe laboratorium for opfindsomhed og kreativitet i alle livets henseender – ja, faktisk bliver det omtalt som ”krisekreativitet”. Måske kan vi slet ikke håndtere coronakrisen uden at skulle genopfinde os selv? En både skræmmende og besnærende tanke!

Men uanset hvad, så står det tilbage i blinkende neon, at kreativitet er et uomtvisteligt grundvilkår i vores tilværelse.

At træne kreativitet

Med den blinkende neon i baggrunden erindrer jeg en undervisningssituation fra min tid som studerende på Læreruddannelsen. Også her var entreprenørskab og kreativ tænkning på dagsordenen. Min underviser placerede en papirclips foran alle de studerende og sagde: ”I har nu 60 min. til at udtænke 100 ideer på, hvad man kan bruge en papirclips til.” Der var bomstille i klasselokalet. Indrømmet, min første tanke var: ”Tager du gas på os?” Men autoritetstro, som vi var, kastede vi os ud i opgaven. Og kreative – det blev vi. Vidste du måske, at en papirclips kan bruges til at sortere garnrester eller som bogholder? Og næste gang dit billede ikke vil hænge lige på væggen, så skal du bare finde en papirclips frem.

Vi blev kastet ind i en omgang kreativitetstræning, og den første ide var voldsom svær at frembringe. Men da vi nåede til ide nr. 38 begyndte algoritmerne i hjernens software at hoppe og danse. Og måske skal vi lige netop træne hjernen, ligesom vi træner musklerne.

Gå dig kreativ i naturen

Men måske skal vi slet ikke gøre det så kompliceret? Måske skal vi blot sætte det ene ben foran det andet? Steve Jobs yndede faktisk gå-møder, og måske var det en af nøglerne til hans store kreative idebank? Når vi bevæger os, skabes der nye hjerneceller, og hjerneområderne bliver bedre til at kommunikere med hinanden. Og det er faktisk videnskabeligt bevist, at gåture kan fremme kreativ tænkning. Forsker på Standford Research Center, Marily Oppezzo, har i et eksperiment påvist, at ud af flere forskellige testgrupper, var det de gående forsøgspersoner, der fik bedre ideer. Så med noget så simpelt som en gåtur, kan vi faktisk give plads og rum til at lade kreativiteten flyde.

Om du finder vandreskoene frem eller tømmer skuffen for papirclips er op til dig. Men næste gang min mand sender mig dræberblikke over de alt for mange malerpletter på væggen eller de uendelige kreative processer, som fylder vores hus, så giver jeg ham en papirclips i hånden og efterlader ham med ordene: ”Jeg træner!”