De usynlige

Romanen hedder ”De usynlige” og er skrevet af den Norske forfatter Roy Jacobsen. Det er et vidunderligt lille mesterværk.

Det er en smuk kulturrejse  -om livet som fiskerfamilie i årene 1912-1930. Den er skrevet med stor indsigt i almuen på de små ydmyge norske øer i 20’erne. Socialrealisme når det er godt.

Bogen handler om lille Ingrid, der vokser op på øen Barrøy, som hendes familie har beboet i flere generationer. Øen kan være fiktivt, måske ligger den i nærheden af Mo i Rana, byen er nævnt op til flere gange. Familien har også efternavnet Barrøy. Dengang var det almindeligt at have både 10 og 12 børn, men folkene på Barrøy har kun lille Ingrid. De er de eneste på øen. Foruden den lille Ingrid består familien af forældrene Hans og Maria, bedstefar Martin og så den robuste og sære faster Barbro.

”De usynlige” er historien om de usynlige.
Om dem, der ikke kan ses fra fastlandet, men de kan se ind på fastlandet. Om fiskerbonden Hans Barrøy og hans familie.

Ingrid er en lille pige på 3 år, da romanen starter, og da den slutter er hun 18 år og familiens overhoved. I løbet af de 15 år sker der store forandringer.  Slægten tæller også Onkel Erling, der kommer sejlende en gang om året, for at tage Hans med til fiskerbankerne i Lofoten. Faster Barbro bliver sendt til fastlandet for at tjene, men kommer tilbage ovenikøbet med en søn Lars.

Ingrid kommer i skole og lærer folk fra fastlandet at kende. Senere kommer Ingrid ud at tjene hos købmanden ”dem derovre” på fastlandet og får ansvaret for deres to børn. Da købmanden går konkurs og forældrene forsvinder, tager Ingrid de to børn Felix og Susanne med tilbage på øen og opdrager dem som hendes søskende.

Livet går langsomt men med masser af drama
Og selv om ”De usynlige” handler om et liv, der går langsomt, for det gjorde det på disse kanter i gamle dage, så rummer romanen også sine dramaer. Dødsfald. Forgæves forsøg på at få afsat en datter af huset som hushjælp derovre på den anden side af vandet. En næsten skæbnesvanger tur til købmanden samme sted, efter sirup og brystsukker. Et uventet besøg af en skummel fremmed, der kommer sejlende og opfører sig, som om øen er hans, som jages væk og intet får med, men som alligevel forandrer alting så meget, at der er et før og et efter.

Så der sker noget, men det meste af det, der sker, er det daglige, det nære, fuglene, horisonten, havet, og det kan Roy Jacobsen. De er prisgivet, årstiderne på den næsten nøgne ø, der kun er en lille kilometer fra nord til syd og en halv kilometer fra øst til vest.

Gennem Ingrids øjne møder vi øen og dens mennesker, vi samler edderfuglenes dun, gennemsøger kystens tang for stormens drivtømmer, vi passer vores værktøj og arbejder med bevidstheden om, at stormen kan ødelægge al vor møje, vi fryser, når frosten bider, og vi tager alle truslerne med stoisk ro.

Det kan godt være, at en fjern norsk ø, lyder noget fjernt, men i ”De usynlige” kommer det fjerne tæt på og bliver meget konkret.

De usynlige er en familiesaga, en robinsonade. Det er en stærk og rørende roman, som strøg direkte ind på de norske bestsellerlister og indtil videre har solgt over 100.000 eksemplarer. Den kan minde lidt om vores egen ”Mærkedage” af Jens Smærup Sørensen.

Jeg kan desuden anbefale disse tre romaner af Roy Jacobsen.

• Huggerne (2007)
• Vidunderbarn (2010)
• Anger (2013)