Forårstrang

14.02.14
Den er så uundgåelig, som overraskelsen over den voldsomme trafik kø mandag morgen efter en vinterferie eller som påsketilbuddene i reklamebladene sidst i februar.

Jeg får forårstrang lige så snart julen er overstået.

Tja, nogle gange kan den være lidt forsinket og først komme nytårsdag, men den kommer hver gang og uden at tage noget som helst hensyn til at ifølge kalenderen, begynder foråret først noget senere.

Det er som om krop og sind siger, at nu har der været nok af det der mørke vinterhygge i uldsokker og brandeovnens varme skær, nok af smagen af pebernødder og duften af varm kakao. Nu skal der komme en frisk, lun brise, solskin i neon grønne knopper på træer og buske, purløg på æggemaden og flere farver ude og inde. Opløftet stemning i hjertet og flere smilende ansigter på gaderne.

Hvis vejrudsigten slet ikke vil samarbejde med forårstrangen, tyer jeg til den reol på biblioteket, der har det magiske tal 63.5 på gavlen. Her kan man finde havebøger i alverdens afskygninger, helt splinternye og ældgamle, om roser, selvforsyning, kompost og spiselige blomster - alt sammen sprængfyldt af eventyrlige billeder, farver og lys. Her kan man i hvert fald få inspiration til én garvet eller spirende grøn finger eller ti, hvis man har så mange af slagsen. Og det er lige meget om man blot har en lille krukke, en altan eller en hel have til rådighed - alt kan lade sig gøre. Har man ikke tid, energi eller noget helt tredje til at få de indsamlede ideer ført ud i virkeligheden, kan man godt forblive i billedernes drømmeverden og få sin forårstrang stillet på den måde.

For mit vedkommende har idé-realiserings niveau været meget svingende fra år til år - lige fra flere sider af fine planer og tegninger over, hvor hvad skulle plantes og i hvor store mængder, som blev reduceret til en fin lille køkkenhave, som så til min store skuffelse blev fortæret af en hær dræbersnegle.. Nu, hvor jeg har fået en ny have, har min forårstrang atter vokset sig til en størrelse, der ikke kan nøjes med en mini-urtehave på vindueskarmen, og jeg er igen begyndt at ruge på planer om en ny krukkehave, hvor Hr. og Fru Dræbersnegl med familien fra Bjerringbro og omegn ikke så let kunne komme til at holde et ædegilde igen. Og måske nogle flere frugttræer og en solbærbusk. Og et stort blomsterbed. Og alverdens krydderurter, der dufter så himmelsk hver for sig og alle sammen. Nu må vi se, hvad det bliver til i år. Man har jo i det mindste lov til at drømme..

Har du en spirende forårstrang, kan jeg med fordel anbefale følgene bøger, som måske kan enten få den kureret eller gjort den endnu værre
 

Tags
Materialer