Telegram fra fortiden

Personligt tror jeg, at den store interesse for familiens historie ofte har noget at gøre med den måde, vi opfatter os selv og vores ophav på. Når vi kender vores familie flere generationer tilbage, så føler vi måske, at vi har et bedre grundlag for at forstå os selv, og mange har en familiehistorie, de er stolte af. Det kan blive en form for familieidentitet, der skaber et særligt sammenhold familiemedlemmerne imellem.

Selvom jeg personligt aldrig har kastet mig over slægtsforskning, så er jeg selv vokset op med en meget stærk familieidentitet. Fortællingen om min oldeforældre, deres kærlighedsfyldte ægteskab, de 12 børn og ikke mindst det stærke sammenhold mellem dem alle, har fulgt mig hele min barndom.

Min oldefar Otto forelskede sig i min oldemor Anes store, blå øjne og milde sind, og de to vendelboer blev gift i 1904. Min bedstemor blev i 1926 født som den sidste af de 12, 22 år efter den førstefødte, og hun fik derfor mellemnavnet Dusine. Alle 12 søskende overlevede i en tid, hvor det ellers var et særsyn, men de nåede af gode grunde aldrig at bo i hjemmet samtidig. Det forhindrede dog ikke et stærkt sammenhold mellem dem, der varede livet ud.

De fleste blev boende i Vendsyssel, men enkelte bosatte sig andre steder i landet – deriblandt min bedstemor, der flyttede til Odense for at blive gift. Min mor kan fortælle om liv og glade dage, når alle mostrene og onklerne og deres mænd og koner tog hele vejen til Odense for at fejre fødselsdage, i juledagene eller ved andre særlige lejligheder. Der blev dækket stort op, og så blev der snakket, grinet og fortalt historier på trods af, at de ellers ikke sås ofte. Der var sjældent ufred, og alle havde de varme og kærlige minder om deres forældre og den livslange kærlighed, de delte.

Det gode familiesammenhold smittede af på deres egne børn, og lige så længe jeg kan huske, har min mors generation mødtes til en stor fætterkusinefest en særlig dag hvert andet år. Så vidt jeg husker er de 35 i alt – og det er altså ikke inklusiv ægtefæller. Af gode grunde har de aldrig deltaget alle sammen på en gang; den ældste blev født i slutningen af 1920’erne, den yngste i starten af 1960’erne, og de er i langt højere grad end deres forældre spredt rundt om i landet. Alligevel er de overraskende mange hver gang, og især da jeg var barn, deltog langt størstedelen af dem. De skiftes til at holde det, og et af de år, hvor min mor stod for det, var jeg med som medhjælper.

Det blev lidt af en oplevelse for mig, og jeg siger jer – set udefra skulle man ikke tro, at der var tale om mennesker, der for fleres vedkommende kun ses denne ene dag hvert andet år. På trods af stor aldersforskel, mange kilometer imellem hinanden og meget forskellige liv og dagligdage, så er der snak, grin og hygge fra start til slut – mellem dem alle. Det er fællesskab hele vejen igennem, og der er ingen tvivl om, at hver og en hører til.

Nu ved jeg af gode grunde ikke, hvordan det er i andre familier, men jeg har altid set det som noget særligt; at alle disse mennesker kan have så stærkt et sammenhold og ikke mindst bibeholde det over mange årtier. Jeg tror, at det bunder i den fælles fortælling, vi alle er vokset op med og blevet en del af – selvom det selvfølgelig ikke er faktuelt rigtigt, så føles det som om, at vores familiehistorie begyndte med Ane og Otto.

Så da min mor kort efter mit eget bryllup fandt fire gamle bryllupstelegrammer frem fra en skuffe, var det en helt særlig oplevelse. Dem fik hun af min bedstemor for nogle år siden.

Det er telegrammer, min oldefar og oldemor fik til deres bryllup den 6. maj 1904. Der står ikke meget personligt på dem i forhold til de kort, min mand og jeg selv modtog, men de er smukt veludførte, og alene det, at de har gemt disse kort hele livet og ladet dem gå i arv, siger meget.

Der skete noget med mit forhold til familiehistorien, da jeg så de fine, skrøbelige og så omsorgsfuldt bevarede bryllupstelegrammer. Måske fordi jeg selv lige har stået på min egen bryllupsdag, med lykke i maven og et surrealistisk drømmeskær over det hele, og læst mine egne lykønskningskort sammen med min spritnye ægtemand - Ane og Otto og hele deres liv sammen blev pludselig meget mere virkeligt for mig, de trådte ud af historierne og ind i virkeligheden, og det har givet min familieidentitet en ny dybde.