At sætte det ene ben foran det andet – 100 km’s vandring på Øhavsstien

30.10.20
Midt i den sidste uge i juli måned i sommeren 2020 valgte vejrguderne at sende en efterårslignende sommerstorm ind over Danmark, som det allerede var sket flere gange før i samme måned. Og lige præcis på det tidspunkt havde gemalen og jeg planlagt en vandreferie......

....direkte afledt af corona-nedlukningsperioden, hvor vi indførte daglige gåture for dog at komme ud af huset dér i det besynderlige forår 2020. Gå-formen var derfor i top og med tre corona-aflyste rejser til hhv. Island, Prag og London, mente vi også, at tiden var inde til at prøve noget helt andet.

Valget faldt på en 3 dages vandreferie på 67 km på Øhavsstien i det sydfynske, en bekvem færdigpakke med hotelovernatning og bagagetransport.

Fra frisk vind til stormende kuling

Vi landede i Svendborg tirsdag eftermiddag, hvor der allerede blæste en temmelig frisk vind fra vest. Vinden tiltog i løbet af onsdagen, som var første vandredag, og kulminerede hen på eftermiddagen, da vi forcerede Langelandsbroen, hvor vi nærmest blev båret over af en stormende kuling fra vest.

Men indtil da havde det helt uventet været fint vandrevejr over Tåsinge. Vi gik i læ af skove og små hyggelige byer på østsiden, solen skinnede det meste af tiden og vi blev kun ramt af en enkelt 5 minutters byge midtvejs, til forskel fra andre steder i landet, hvor vi hørte om piskende heldagsregn.

Dag 2 startede igen med kraftig blæst, men i sol og med kurs vest over Langeland fra Rudkøbing og derefter op langs østkysten, mærkede vi ikke særlig meget til den.
Sidst på dagen kom vi til ét af turens højdepunkter: Medicinhaverne i Tranekær – en virkelig dejlig oase fyldt med overraskende planteinformation. Og den skønneste lille café med udendørs servering.

Tidsrejse og vindstille

Turens antiklimaks kom vi også til i Tranekær, nemlig da vi ankom til overnatningsstedet her, der bedst kan beskrives som en ægte autentisk oplevelse fra det forrige århundrede eller en slags tidsrejse tilbage til 70’erne. Men pyt, vi skulle da kun sove der en enkelt nat.

På dag 3 vendte sommeren tilbage. Vi gik fra Lohals i nord retur til Tranekær langs den langelandske vestkyst – over strand, eng, mark og skov. Her var der næsten vindstille og i det hele taget stille.

De 67 km endte på 86 inkl. diverse svinkeærinder og ikke medregnede km. Dertil kom en lille opvarmningstur på 14 km fra Svendborg til Thurø på ankomstdagen. Så samlet blev det til ca. 100 km på 4 dage.
Det kan måske lyde af meget, men som gemalen ynder at sige, så er det jo bare at sætte det ene ben foran det andet og fortsætte med det, så går det helt af sig selv.

Ferieinspiration og naturtilvænning

Nu er vi ofte på udkig efter nye vandreruter og har for nylig afprøvet Trækstien fra Silkeborg til Bjerringbro – med overnatning på Kongensbro Kro kaldes den også for ’Krominoen’ og er som Øhavsstien en absolut anbefalelsesværdig, smuk og afvekslende tur. Vi mangler sidste del af denne fra Bjerringbro til Randers, men den gemmer vi til foråret.

På Viborg Bibliotekerne hjælper vi gerne med inspiration til din næste ferie – om det er i Danmark eller i udlandet, på gåben, på to hjul eller 4, i vildmark eller i by, til lands, til vands osv. Øhavsstien er fx ganske fint beskrevet i en bog, som kan lånes på biblioteket. Her får man også gode råd om det at vandre og om, hvordan man mentalt kan indstille sig på at være i nuet og nyde naturen, fremfor at tænke på, at der godt nok er langt at gå.

For netop det der med at vandre langt i naturen OG samtidig nyde det – hele tiden – er også noget man skal træne, tror jeg. I hvert fald havde jeg selv en mindre krise sidst på dag 2, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel, men hvor det derfor også var svedende varmt, fluerne svirrede om hovedet på mig, vi gik flere strækninger i blødt og tungt strandsand og fik sand og småsten mellem tæerne, en grenspids forvildede sig ind i min fod, så det ligefrem blødte… Lige dér, må jeg indrømme, fokuserede jeg mest på, om vi da ikke snart var fremme, og fik flashbacks til tidligere tiders ferier, hvor vi havde tre børn siddende på bilens bagsæde, som hvert femte minut spurgte: ’Er vi der ikke snaaart?’

Øhavsstien: 220 km på Sydfyn, Tåsinge, Siø, Langeland og Ærø. Vi gik ruten Svendborg, Troense, Rudkøbing, Tullebølle, Tranekær, Lohals.