Livets små glæder og hverdagens trummerum

Alarmen ringer, og jeg åbner mine øjne på klem. En ny dag oprinder. Morgenmad, tøj, tænderbørsten, unger ud ad døren og afsted til børnehaven, arbejde, arbejde, arbejde, henter børn......

....handler, laver mad, lege, putter børn, afslapning, sove, - en ny dag oprinder. Gentag.

Hverdagens kedelige gentagelser. Hver eneste dag det samme. Hold nu op, hvor er livet kedeligt og ensformigt. Nogle uger kan man slet ikke kende dagene fra hinanden. Hvad lavede jeg egentligt i går? Nårh ja, det samme som i dag. Er det meningen at livet skal være så hårdt og uretfærdigt. Dårligdom, stress, jag, hverdagens kedelige trummerum kan da tage energien fra selv den mest positive sjæl.

Hvis det er sådan man kigger på sin hverdag, så kan jeg godt forstå, at man nogle gange kan synes at hverdagen er lidt for kedelig og triviel. En sjælden gang imellem føles mine dage sådan, som om nogen har stjålet mit ellers så positive livssyn.

Store hvededag

I min familie er vi ikke særlig religiøse. Hygge-kristne kan man vel kalde os. Så store bededag er ikke en dag hvor vi, som dagen jo ellers oprindeligt er tiltænkt – beder og faster. Hjemme hos os, er den omdøbt til store hvededag i stedet. En af de skønneste forårsfridage, hvor vi så ovenikøbet får lov til at spise helt hvide og varme boller med tandsmør. Mine to drenge, og måske især den mindste på 2 år, ELSKER smør. Ikke så meget hvide boller, men smør. ”Mere mør” som han siger, mens fortænderne lystigt skraber smøren af bollen. Når jeg sidder og skriver denne klumme, mens jeg tænker på min lille dreng og hans kærlighed til smør. Så smiler jeg for mig selv, og kommer til at tænke på livets små glæder og hvordan det langt hen ad vejen, er de små hverdagsagtige øjeblikke, som bringer mig mest lykke i hverdagen.

En af hverdagens små glæder for mig er at læse, både for mine børn, men også for mig selv. Det giver mig så utrolig stor værdi at se, hvordan mine små drenge dykker ned i historier og bliver opslugt af forunderlige verdener og fantasier. Når min hverdag bliver for kedelig, ensformig, trist og grå, så kan jeg altid fordybe mig i et vidunderligt univers, som bringer mig skønhed, nye vinkler, drama eller hvad jeg nu lige synes jeg trænger til, for at sætte farver på dagens trummerum. Normalt ville jeg måske læse en fantasy roman, men en gang imellem springer jeg ud i en anden genre.

Anbefalinger

For nylig læste jeg Store Kongensgade 23: et essay Af Søren Ulrik Thomsen.

Det er et erindringsessay, og Søren Ulrik Thomsen er simpelthen en fremragende lyriker. I bogen fortæller han om perioden, hvor han flyttede med forældrene fra Stevns til København. Essayet omhandler det år og de refleksioner, der kom af en meget kaotisk periode i hans liv, hvor hans mor var meget udfordret af psykiske problemer og røg ud og ind af psykiatrisk hospital.

Søren Ulrik Thomsen skriver utrolig levende og jeg vil stærkt anbefale den til alle der kan lide at læse erindringer.

I en hel anden boldgade, har jeg også læst en rigtig dejlig historie for mine børn for nylig, nemlig Anton & farmor på havets bund af Thomas Brunstrøm.

I bogen rejser Anton og farmor til havets bund fordi farmor har tabt sin ring ned i afløbet. Deres skønne rejse er et dejligt eventyr om sure sokker, havfruer og et farligt søuhyre, som mine børn synes så helt vildt sjovt ud. Min store dreng på seks år, Louis, griner stadig af en bestemt sætning, omhandlende prutter ved aftensmaden. Endnu en vidunderlig billedbog med utrolig flotte illustrationer og har man læst Thomas Brunstrøms andre historie om Sallys far, er dette også en sikker vinder.

Hverdagens små glæder, som at læse og spise hveder med tandsmør, er jo i virkeligheden det livet går ud på. I hvert fald hvis du spørger mig. Så glædelig store hvededag til alle. Jeg håber den bringer dig lækre luftige, helt hvide boller med tandsmør og skønne læseoplevelser.