Kom med i en læsekreds

Bibliotekar Anette Siem Kristensen har skrevet en klumme om læsefællesskaber. Vil du være med i en læsekreds, skal du tilmelde dig arrangementet på Hovedbiblioteket i Viborg torsdag den 26. august

Hvad tænker du, når du læser…?

”Stemmen fra det lille hvide kort, jeg havde fundet, dukkede op i mig, Annas stemme, som jeg ikke vidste, hvordan lød, jeg ville heller ikke komme til at vide det, og alligevel var det, som om jeg kunne høre den. Den var mere en vibration end en egentlig lyd (…).” (Dy Plambeck, ”Til min søster” s. 36).

Når jeg læser citatet fra Dy Plambecks roman ”Til min søster” kommer jeg til at tænke på fællesskabet mellem mennesker på tværs af tid og sted, men også på de mange forskellige billeder, stemmer og forestillinger, vi hver især skaber, selvom vi læser den samme bog.

Måske du kommer til at tænke på noget andet og det er helt okay. Det er min erfaring, at to mennesker sjældent sidder tilbage med den helt samme forståelse og oplevelse af en bog, når de er færdige.

Savner du et læsefællesskab?

Jeg bliver tit helt opslugt af en bog. Det kan være den sjoveste, mest sindsoprivende eller forunderlige bog, men fælles for hver læseoplevelse er, at jeg føler mig helt alene, når bogen er slut. Kender du det? Måske har du også 1000 spørgsmål til historien eller du mangler nogen at dele dine læseoplevelser med, men kender ingen, som gerne vil snakke om bogen og som har været helt opslugt ligesom dig?

På Viborg Bibliotekerne kan du komme med i et læsefællesskab – en læsekreds – og dele dine læseoplevelser med andre. I en læsekreds får du hygge og fællesskab, men du bliver helt sikkert også udfordret, når du ikke altid selv vælger bøgerne.

Vil du gerne være med i en læsekreds, skal du tilmelde dig arrangementet ”Læsefællesskaber – kom med i en læsekreds” torsdag den 26. august kl. 19 på Hovedbiblioteket i Viborg. Denne aften vil min kollega og jeg fortælle, hvad det vil sige at være med i en læsekreds og hvordan biblioteket kan hjælpe jer i gang. Vi giver også et indblik i de mange forventninger der ofte kan være til en læsekreds og anbefaler bøger, der er gode at diskutere. Tilmeld dig aftenen på biblioteket og glæd dig, til at gå hjem med en bog og et kryds i kalenderen til dit næste læsekredsmøde.

Bøger der vækker undren

Det indledende citat er fra Dy Plambecks ”Til min søster”. Romanen er en hyldest til kærligheden mellem to søstre, som lever i skyggen af en voldelig barndom. Det er en roman om vildskab og kroppens enorme kræfter. Og det er absolut en roman, som har delt vandende, når jeg har diskuteret den med læsekredse.

Men gode bøger til læsekredse må gerne indeholde noget at være uenige om, noget der vækker undren, noget der udfordrer, noget der kan give en god diskussion og som måske giver dig et mere nuanceret syn på bogen. Det bedste ved en diskussion i en læsekreds er, at der ikke er noget rigtigt eller forkert svar. Alle deltager på lige fod, og ingens mening er bedre end de andres. I diskussionerne opstår der altid et helt specielt fællesskab, for vi bringer hver især vores egen livserfaring med i diskussionen og lærer noget om hinanden.

På biblioteket kan du altid få anbefalet en god bog til læsekredsen. Her får du afslutningsvis, tre titler på bøger, jeg har nydt at diskutere med læsekredse på Viborg Bibliotekerne:

Stine Pilgaards ”Min mor siger”, fordi det var sjovt at diskutere generationsforskelle:

Merete Pryds Helles ”Folkets skønhed”, fordi alle havde en personlig anekdote om den historiske tid:

Erlend Loes ”Doppler” fordi der var så mange komiske beskrivelser i bogen, at vi grinte sammen i en hel time: