Et billede siger mere end tusind ord – eller gør det?

Jeg er et diplomatisk menneske af natur og forsøger altid at fremhæve de gode sider ved begge parter, men inderst inde synes jeg egentlig, at den diskussion er ret fjollet. Det er lige som at spørge, hvad er bedst – tv eller radio? Begge medier er lige vigtige, de skal være informative og underholdende, levere kvalitetsindhold og inspirere. MEN de bruger vidt forskellige virkemidler til at opnå disse mål.

Bogen har sproget som sit hovedelement i værktøjskassen, der suppleres med typografi og illustrationer. En beskeden værktøjskasse, som dog kan give læseren de mest nuancerede læseoplevelser og forfatterens mestring af de få værktøjer kan enten fortælle en historie på en uforglemmelig god måde eller ødelægge den fuldstændig.

Filmmediet har til gengæld mange flere kort der kan spilles på banen i jagt efter den gode historiefortælling.  Kameraføring, lyssætning, lydsporet, manuskriptet og skuespillernes præstation - blot for at nævne nogle ganske få.

Jeg tænker, at der helt sikkert findes en bog, som har brændt sig fast på din indre nethinde – en sætning, et ordspil, måske et vers eller uventet slutning på en historie. I øjeblikke, hvor håb er en mangelvare, dukker der altid linjen fra Emily Dickinsons digt ”Hope is the thing with feathers” op i mit hoved og gør mig håbefuld.

Og der findes sikkert også glimt fra gode film, som dukker op i din bevidsthed i ny og næ, når du befinder dig i lignende situationer som filmenes protagonister, eller som har taget dit hjerte med storm og som du simpelthen ikke kan glemme. Jeg kan for eksempel ikke høre sangen ”This is the end” af The Doors uden at tænke på grusomheder i Francis Ford Copolas film ”Apocalypse now” fra 1979.

Det siges, at coronatiden har bidraget til det såkaldte ”binge” fænomen, hvor man ser den ene film eller serie på streamingtjenester efter den anden. Jeg har nok været en af dem, der tæller med i statistikken, og har derfor under den første nedlukning set det meste af det kvalitetsindhold, der er at finde på fx Netflix. Heldigvis findes der jo andre streamingtjenester, man så kan få sit film-hunger stillet hos, men jeg har længe haft en sort samvittighed over min manglende brug af bibliotekernes egen streamingtjeneste ”Filmstriben”. Det har jeg så gjort noget ved under den anden nedlukning og her får du 4 tips til film af høj kvalitet, som du kan nyde en aften, hvor du ikke helt er i humøret til at læse en bog.

”The Kindness og Strangers”

Lone Scherfigs seneste værk, som handler om en ung mor, der sammen med sine to sønner er på flugt fra en voldelig mand, som også er en politimand. De havner i New York og deres liv bliver mærket af fremmedes venlighed. En smuk og hjerteskærende fortælling, der handler om mennesket, der vælger at udvise næstekærlighed til en fremmed.

”Løfte ved daggry”

Er du ude efter en god fransk film, så se denne. Det er en gribende og til tider morsom historie, baseret på Romain Gary’s selvbiografi ”Morgenrødens løfte”. Charlotte Gainsbourg er i hovedrollen og leverer en pragtpræstation som passioneret og voldsom mor, der påvirker sin søns liv nærmest i mindste detalje.

”Sorry we missed you”

En hjerteskærende og tankevækkende film fra socialrealismens mester Ken Loach. En film, der vil ikke gøre dig glad, men som vil sætte en masse tanker i og ikke mindst retfærdighedsfølelser i gang. En film, der beviser, at alt det, der markeres den 1. maj, er stadig aktuelt at kæmpe for.

”Viceroy’s house”

Kunne du lide ”Downton Abbey”, så skal du se denne. Filmen handler om Lord Mountbattens tid som sidste viceroy i Indien. En spændende historietime blandet med rigtig fint skuespil leveret af Gillian Anderson og Hugh Bonneville.

Og lige som jeg skriver de sidste ord i denne klumme, har min kollega lige anbefalet mig at se filmen ”Summerland” med følgende ord – det er en film, der gør, at man føler sig levende. Så den skal jeg se i aften.