I 1995-96 kunne vi læse om en svensker, som havde sat sig for at cykle fra Sverige, bestige Mount Everest og så cykle tilbage til Sverige igen. Det var Göran Kropp, som her ned sine egne ord fortæller om sit vilde projekt. Han fortæller om selve turen, men også hvorfor han gjorde det. På spørgsmålet om, hvorfor han har valgt at leve sit liv så farligt, svarer han, at det ved han ikke, men bjergene lokker, de giver ham en berusende følelse af frihed, og samtidig giver det ham styrke at overvinde farerne og hans egen skræk. Han havde sat sig for at gøre turen til Mount Everest ved egen kraft, uden brug af ilt og bærere og kun at bruge det, som han selv kunne transportere på cyklen fra Sverige. Med dette giver han også sin kommentar til det kommercielle cirkus, mange efterhånden mener, at bjergbestigning på især Mount Everest har udviklet sig til, hvor man, hvis man har penge nok, kan blive bragt til toppen. Göran Kropp er en god iagttager, og han fortæller levende, spændende og til tider også humoristisk om sin tur. Det lykkedes for ham at nå toppen i 3. forsøg. Hans topforsøg var samtidig med de tragiske hændelser i maj 96, som flere har skrevet om, blandt andet Jon Krakauer i Op i det blå