Sammen med Mille og de andre børn har Alfons bygget en hule oppe i et træ. Her har børnene hygget sig og især glædet sig over kæden med hængelås og nøgle, som kan beskytte hulen mod fremmedebørn. Nu er nøglen væk. Alfons var den sidste der forlod hulen, så de andre børn er sikre på, han har stjålet den blanke nøgle. Han holdes udenfor fællesskabet og bliver offer for sladder. SelvMille svigter ham. Han er helt alene - ikke engang far er til stede. Men vi kender efterhånden Alfons' sejghed. Han lader tiden arbejde for sig. Mens han leder efter den forsvundne nøgle. Det følessom at sige goddag til en længe savnet ven at læse denne 16. Alfonsbog. Ligesom den vil glæde ethvert børnebibliotekarshjerte, vil alle Alfonslæsere hilse den velkommen. Men temaet er mere etiskalvorligt end sædvanligt og vil næppe forstås helt før 4-5 år : at blive beskyldt for at have stjålet noget, man ikke har og straffet med legekammeraternes følelseskulde. Den opmærksomme læsergætter i øvrigt hurtigt,hvem den virkelige forbryder er. Atter kan jeg undre mig over, hvordan enkle streger kan skabe så udtryksfulde, pudsige og kontrastrige illustrationer. Blot ved at se påomslag og titel tegner historien sig. Desværre er titlen lidt konstrueret. Velegnet til børnehavens snak om Janteloven