Vinderen af Læsernes Bogpris 2017 er...

Af Anonym (ikke efterprøvet)
31.03.17
Så er vinderen af Læsernes Bogpris 2017 fundet.

Og vinderen blev Abdel Aziz Mahmoud med "Hvor taler du flot dansk!". Udover den fornemme pris modtog Abdel Aziz Mahmoud 100.000 kr.

Efter 5 ugers afstemning på landets biblioteker og i Berlingske, blev det dansk-palæstinensiske Abdel Aziz Mahmoud som torsdag aften blev tildelt Læsernes bogpris 2017. Prisen blev overrakt på Danmarks Biblioteksforenings Bibliotekspolitiske Topmøde i Korsør.

På bibliotekernes litteratursite ’Litteratursiden’ omtales den prisvindende bog bl.a. således:
”Hvor taler du flot dansk!” er en tankevækkende og meget morsom bog om at være dansker med indvandrerbaggrund. Bogen er en slags selvbiografi, men det er også et væsentligt debatindlæg, hvor Abdel bruger sig selv og sin families historie. Han beskriver, hvordan tonen har ændret sig markant i flygtninge-  og indvandrerdebatten, siden han kom til Danmark i 1984.

Han fortæller om sine forældrenes kamp for at finde fodfæste i det danske samfund og få lov til at arbejde, om deres insisteren på at tale arabisk i hjemmet, om sin skolegang og om sine søskende. Det er en væsentlig bog i integrationsdebatten, som tager fat på myterne og dobbelt moralen.

Prisen uddeles hvert år af Danmarks Biblioteksforening og Berlingske i tæt samarbejde med landets biblioteker.

Materialer