Bedre livskvalitet med højtlæsning, musik og kunst

Af Anonym (ikke efterprøvet)
23.06.16
Det er opskriften, når en projektgruppe med arbejdstitlen KultuRask har kastet sig ud i at undersøge og teste idéer a la ’Kultur på recept’. Testforløbet foregår tre onsdage i juni på Hovedbiblioteket i Viborg og laves i samarbejde med Sundhedscenter Viborg.

Det er opskriften, når en projektgruppe med arbejdstitlen KultuRask har kastet sig ud i at undersøge og teste idéer a la ’Kultur på recept’. Testforløbet foregår tre onsdage i juni på Hovedbiblioteket i Viborg og laves i samarbejde med Sundhedscenter Viborg.

”Vi har længe hørt tale om ’Motion på recept’, og at fysisk aktivitet er godt for krop og sjæl. At man bliver et gladere menneske af at røre sig og måske allermest ved at gøre det sammen med andre” fortæller Anette Koue, der er bibliotekar på Viborg Bibliotekerne og fortsætter:

”Meget peger på, at det samme gør sig gældende med hensyn til kultur, og målet med projektet KultuRask er netop at afprøve, om det giver øget livskvalitet og glæde at dele gode og forhåbentlige sjove kulturoplevelser sammen med andre,” siger hun.

Med afsæt i litteratur, musik og andre kulturelle oplevelser ønsker projektgruppen at skabe et rum, hvor deltagerne mødes om fælles oplevelser. Et lille hold borgere har sagt ja til at være deltagere og ’lege med’ i Viborg Bibliotekernes pilotforløb i juni, inden det for alvor går løs med de endelige tre forløb til september.

Målgruppen er i første omgang borgere med kroniske smerter, lettere stressramte samt de der savner samvær med andre.

I testforløbet i juni handler det om glæden ved at læse noveller og digte sammen og tale ud fra dem. Lytte til musik, både afspillet og live og mærke, hvad musikken gør ved os. Et besøg på Skovgaard Museet bliver der også plads til. Den gode snak hen over bordet er også central, for det handler i høj grad også om mødet imellem mennesker.

Til efteråret starter de endelige forløb med base på Hovedbiblioteket i Viborg. Holdende mødes 6 gange à 1½ times varighed.

Projektet er støttet af Slot- og kulturstyrelsens udviklingspulje.

Anette Koue er uddannet i guidet fælleslæsning, Mette Thue bidrager med akkompagnement til fællessang på klaver, guitar og melodika og Sarah Schimmell Holm er god til at samtale om litteratur, musik og kunst både med og uden Viborg Bibliotekernes samtalemenuer. Bibliotekets medarbejdere byder testdeltagerne på kaffe, frugt og sødt, for mødet og fællesskabet omkring bordet er også vigtigt i projektet KultuRask.

Flere informationer
Anette Koue, bibliotekar
Tlf.: 87 87 34 13
Mail: a6k@viborg.dk

Tags