Vielse med vejspærring – mit bryllup i Hald Ege

20.05.22
Når man planlægger et bryllup, så bliver man mødt af et væld af traditioner og forventninger. Og selv om det er luksusproblemer – og absolut de bedre af slagsen - så kræver det sin navigatør at finde vej gennem alle beslutningerne.

For mit eget vedkommende handlede det i lige så høj grad om at slippe de ting, jeg alligevel ikke kunne kontrollere, men den øvelse skulle vise sig at være noget sværere end forventet.

Rend mig i traditionerne – sådan da

Hverken min mand eller jeg er særligt traditionelt anlagt, men jeg havde alligevel - med den professionelle arrangementsplanlæggers stolthed - gjort det til min mission at finde balancen mellem de indslag, der gør et bryllup til et bryllup, og vores eget ønske om en afslappet og uformel fest. Jeg har intet imod festlige indslag, men har efterhånden været til en del fester, hvor enhver chance for at tale med sidemanden (og spise mere end fem bidder tartelet) blev afbrudt af en velment taler.

I sådan en situation kan indslagene, hvor festlige de end er, blive en hæmsko for det, der efter min mening er hele formålet med at holde en fest, nemlig at hygge sig sammen med gæsterne.

Så vi besluttede at slå vores egne indslag sammen til ét og skrev i invitationen, at taler med mere var velkomne, men at det vigtigste for os var, at vi fik en hyggelig dag sammen. Men som min veninde klogt sagde, da vi luftede idéen om at droppe buket-kast og lignende, så bestemmer gæsterne i sidste ende, hvilke bryllupstraditioner, der bliver taget op på dagen. Og så var der da ét sted, hvor vi kunne slippe tøjlerne.

Giftefoged to go

Kirkelige vielser er virkelig smukke og rørende, og jeg kan da godt se appellen, også selv om man f.eks. blot er kulturkristen eller højtideligt anlagt. Personligt har jeg dog intet behov for at involvere eventuelle højere magter i mit forhold og var derfor fint tilfreds med en borgerlig vielse. Jeg har til gengæld altid været vild med idéen om en vielse i naturen – måske fordi det er her, min analytiske hjerne kommer tættest på at føle noget religiøst. Men som min forlovede påpegede, så ville en vielse i Det gamle rådhus ved Stænderpladsen lette logistikken på dagen, så det endte vi med at gå efter af hensyn til vores gangbesværede gæster.

Vi lejede det smukke Hotel Egeskoven til selve festen, og det var kun en lille køretur væk fra rådhuset. Men kort efter viste det sig, at Stænderpladsen var lukket i begyndelsen af maj måned på grund af VM i Duathlon. Som så meget andet bryllups-relateret, så var gode råd dyre. Heldigvis lykkedes det at finde en giftefoged, der var villig til at drage ud, så vi planlagde at blive viet i hotellets have. Det så ud til, at min drøm om en udendørs vielse alligevel ville gå i opfyldelse.

”Noget blåt”

Men kampen var ikke slut endnu, for lige op til brylluppet begyndte der at dukke nogle mystiske, blå mærkater op på vejene i Hald Ege. Det viste sig at være afmærkninger til selvsamme VM i duathlon, der havde spærret Stænderpladsen af. Men at cykelruten ville inkludere Egeskovvej, hvor hotellet ligger, det vidste hverken vi eller hotellets ejere på det tidspunkt. Og da afspærringen blev meldt ud blot to uger inden slaget skulle stå, ja, så slog min planlægnings-panik døren ind.

Som borger i Viborg Kommune er jeg stolt af at bo et sted med så meget liv - ikke mindst når det gælder sport og kultur – men har man brugt et år på at køre lokaleleje, gæster, catering, blomster og kage i stilling, så er det svært bevare den positive indstilling. Vores idé om et afslappet bryllup i eget tempo føltes langt væk i det øjeblik, men min forlovede og jeg hankede op i os selv og gen-koordinerede hele dagsprogrammet i fællesskab – godt hjulpet på vej af Hotel Egeskoven og arrangørerne bag duathlonet, der heldigvis var meget behjælpelige. Og når vi blev frustrerede over alt det, vi ikke kunne kontrollere, så pustede vi ud og sagde: ”Så længe, vi bliver gift, så kan det ikke gå helt galt.”

Royal entré

Og gift, det blev vi, foran det smukke, gamle bindingsværkshus. Og vi fik vores livs oplevelse, da vi og gæsterne blev ledt hen til feststedet af intet mindre end en politieskorte – en begivenhed, som jeg for evigt vil kæde sammen med Billed-Bladets slogan: ”Lidt kongelig har man da lov til at være.”

Da afspærringen endelig forsvandt ud på eftermiddagen, kunne vi nyde de naturskønne omgivelser i fred og ro, ligesom vi hele tiden havde drømt om. Vores bryllup gik ikke helt som planlagt, men alligevel fik vi en fantastisk dag, som vi altid vil huske, og ikke mindst en gevaldig øvelse i at slippe kontrollen og tro på, at det hele nok skulle lykkes.