Undre-pligt i eget liv
Hvert år får bibliotekets medarbejdere udleveret en undrebog. En spiral-bog med tomme sider, hvor man kan nedfælde sine tanker og undren. Som medarbejder har man pligt til at undre sig. Mit indre barn jubler, når jeg hører sådan noget! Det giver mig lyst til at være proaktiv og medskabende på min arbejdsplads. Samtidigt har det inspireret mig til at tænke: ”Kan jeg integrere den tankegang ind i mit eget liv?”
Filosofi er det nye sort!
Hvem kender ikke følelsen af, at livet drukner i et trummerum af rutiner, pligter og trivielle dage, der ligner hinanden. Vækkeuret kimer, ny dag, morgentrafik, for mange arbejdsopgaver, for lidt tid, afhentning af børn i diverse institutioner, aftensmad, godnathistorie, madpakker, godnat, godmorgen, forfra! Stress er efterhånden blevet en symptomlidelse af den tid, vi lever i. Det har affødt en trend i at øve sig i at være til stede i nuet og dyrke mindfulness. Jeg synes bare, vi glemmer noget andet - og faktisk rigtigt vigtigt og essentielt for os som mennesker. Vi glemmer at tænke de store tanker.
Som barn blev jeg født fuld af forundring, men efterhånden, som mine ben er vokset, er den forundring skrumpet ind. Jeg er blevet slem til at tage verden for givet. Min egen datter på 8 år har den stadig – evnen til at lade sig fascinere og undres over verden. Vi er begyndt at ”undre os sammen” derhjemme. Hun stiller pludselig nogle spørgsmål om livet, som jeg helt glemmer at stille mig selv. ”Hvorfor er vi til, mor? ” Det kan godt være skræmmende at stille så store spørgsmål. Men vi er blevet enige om, at der behøver ikke være ét rigtigt svar. Vi behøver egentligt aldrig at kende svaret. Det vigtigste for os er, at vi kan undre os –sammen! Vi taler om filosofi over en kop varm kakao. Og bliver helt rundtossede i hovederne over at tænke på: ”Er universet virkelig uendeligt?” og ”Hvem kom først, hønen eller ægget?”
”Be the change...”
Men hvad kan vi bruge de store tanker til? Jeg er begyndt at stoppe op, kigge op i himlen, dufte til blomsterne og lade mig forundre over verden. For når jeg gør det, så føler jeg mig pludselig meget lille og ubetydelig – og dermed så ufatteligt taknemmelig for tilværelsen. Pludselig værdsætter jeg det eventyr, der er mit liv. Mit liv er en tom undre-bog – klar til at blive udfyldt, og jeg har undre-pligt i mit eget liv.
For resten holder jeg lige nu øje inde på viborgbib.dk. Klar til at reservere den nye og moderne filmatisering af den klassiske og filosofiske børnebog ”Den lille prins” af Antoine de Saint-Exupéry. Jeg har nemlig tænkt mig at nyde det befriende og uspolerede fantasi-univers sammen med min mand og mine børn en fredag aften, mens vi undrer os over, om en lakridspibe mon smager godt, hvis den bliver dyppet i popcorn?
Skrevet af praktikant Anja Skov