Turen går til? Should I stay or should I go?

Af Anonym (ikke efterprøvet)
24.06.22
Dilemmaet er helt ægte og dybfølt hvert år, når vi rammer sommerferieplanlægningen. Staycation eller udlandet?

Når regnen trommer på ruden, længes jeg væk. Til varme, blå himmel og sand mellem tæerne.

Og når solens stråler brager frem fra en skyfri himmel, kan jeg ikke få nok af vores smukke lille land.

Alligevel har valget i år ikke været helt så besværligt, som tidligere. For i år står den på bryllupsrejse. Og nu hvor Corona endelig ”tillader” udlandsrejser mere frit, så skal vi afsted.

Børnevenlig bryllupsrejse

Det kan tælles på en enkelt hånd, hvor mange gange vi har været på charterferie. Altså, sådan en, hvor vi drager til All Inclusive land med børnepool, vandrutchebaner, børnedisco, voksenunderholdning og gratis drinks ad libitum.
Faktisk er det seks år siden, at vi sidst var afsted. Og da var ældste barnet kun en bette knejt på et år og yngste ynglet var slet ikke født. Men i år bliver der pakket kufferter i letvægtsstil, efterfulgt af en tur højt op i en blikkasse med vinger og så står den ellers på oplevelser og badeferie i det spanske. Så der er nogle små hoveder, der glæder sig til at opleve at flyve, trække i badetøjet og ellers bare nyde. Og hånden på hjertet, det gør forældrene i den grad også. Det bliver luksus hverken at skulle købe ind, vaske tøj eller støvsuge i knap to uger. Yippee ki-yay!.

Staycation

I flere år har vi bredt Danmarkskortet ud og fundet skønne feriesteder i vores eget lille land. Også før Corona. For der er virkelig mange vidunderlige steder her i vores eget lille hjørne af verden. Steder, som vi, før vi gik på opdagelse, ikke anede fandtes.
Gennem tiden har vi både været i det sydfynske, det vestjyske, det allernordligste af Jylland og på næsetippen. Og vi har flere destinationer på vores staycation liste. Danmark om sommeren er nøjagtig som marmeladereklamerne og mere til. At holde ferie i vores ende af verden, hvor vi forstår sproget, kender forholdene, ved hvor vi handler ind og kender lidt til stederne på forhånd, giver en vis tryghed. En tryghed, som på sin vis gør det lettere at navigere i, på en ferie i mere vante omgivelser. Og selvom Danmark er dejlig, så sidder udlængslen for alvor i os i år.

Drop forventningerne

Men for bare nogle år siden orkede jeg nærmest ikke at holde ferie. Jeg proklamerede, at ferie med små børn ikke er ægte ferie. For jeg var helt enormt træt efter tre ugers konstant samvær. Og guderne skal vide, at der vitterligt ikke var megen afslapning og ”kommen ned i gear” med to tornadoer, der har mere krudt i måsen end bragende nytårsraketter. Men, med årene har jeg lært at håndtere vores familieferier på en anden måde. Jeg har lært at slippe kontrollen, sige mere ”pyt” og sænke skuldrene. Samtidig har vi øvet os i at droppe forventningerne. For er der noget, der kan ødelægge enhver ferie på forhånd, er det netop det.  Forventninger om, at nu skal vi rigtig hygge os og NYDE hvert sekund. For let’s face it. At gå op og ned ad hinanden 24/7 skaber unægtelig flere konflikter mellem ungerne. Og det er ikke særlig hyggeligt. Men vi forsøger at navigere udenom ved at forventningsafstemme, at prøve på at imødekomme alles behov og  tage dagene som de kommer. Og pludselig bliver det lettere at slappe af, nyde og hygge.

Hjælpen er nær

Når vi rejser ud både googler og bladrer vi, for at lære destinationen at kende. Dog ikke så meget, at intet er overladt til tilfældighederne. Vi elsker nemlig at udforske nye steder, gå egne veje og opleve. Men for at søge inspiration og trods alt på forhånd vide bare lidt om stedet, kulturen, landet og menneskene undersøger vi området.
Og lige meget om destinationen hedder Mallorca eller Midtfyn, så har vi på Viborg Bibliotekerne guides, vejledninger og inspiration til din næste rejsedestination på hylderne.

Der er altid masser af ”Turen går til” versioner at kaste dig ud i, men kigger du nærmere på de forskellige hylder, finder du inspiration til både ud- og indland.

Hvor går din ferie hen i år?

Vi ses på biblioteket.