Albanien

Når ferien får karakter af en tidsrejse - en tur til Albanien

08.08.17
Når jeg tager på ferie til udlandet, gider jeg ikke besøge steder, der er fulde af danskere og hvor jeg kan få frikadellesandwich. Jeg gider for den sags skyld heller ikke besøge steder, der er fulde af turister af alle mulige andre nationaliteter end dansk. Jeg vil besøge steder, hvor jeg møder den indfødte befolkning og kan høre, smage, dufte og på alle måder opleve deres egen kultur.

Og så er jeg lidt vild med helt øde natur, hvor man kan køre i timer uden at se et andet menneske, og med at kunne mærke historiens vingesus ved at vandre rundt mellem 1000 år gamle ruiner UDEN at blive overfaldet af flokke af gadesælgere med plasticpyramidenøgleringe.

Dette er store krav, når jeg samtidig er så nærig med både tid og penge, at jeg ikke gider bruge et døgn i fly hver vej og lægge 50.000 på bordet for en uges ferie.

I sommeren 2012 fandt jeg mod alle odds destinationen, der lød som om den kunne opfylde alle min kriterier: Albanien.

Albaniens Historie

Albanien er en af Europas yngste stater, oprettet i 1913, og paradoksalt nok befolket af et af Europas ældste folk "Illyrerne", som kan dateres ca. 2000 år tilbage. I nyere tid var Albanien indtil 1992 et kommunistisk land, som befandt sig i en selvvalgt isolation. Befolkningen blev holdt i stramme tøjler, og både religion, privat bilkørsel og turistrejser til udlandet var forbudt, men det fik ikke landet væk fra den lidet ønskværdige position som Europas fattigste stat. I 1992 blev det kommunistiske styre endelig afløst af et liberalt-kapitalistisk, som albanerne den dag i dag stadig kæmper for at få til at fungere.

Turen til Albanien

Der er mange måder at komme til Albanien på, og i reel rejsetid er der ikke tale om mere end 5 timer, men det er en kunst at undgå ventetid mellem enten to fly, eller fly og færge. Vi fløj til Wien fra Billund og havde et par timers ventetid i Wien og dernæst fra Wien til Tirana.

Jeg havde hjemmefra planlagt en rundtur i det vestlige og sydlige Albanien, hvor vi både skulle se kysten og det bjergrige bagland. Vi kørte fra Tirana stik vestpå ud til kysten og tilbragte et par nætter i hver af kystbyerne Dürres, Vllore og Saranda, og derfra kørte vi østpå ind i landet til Gjirokastra og videre nordpå i det indre land til bjergbyen Berat. Derfra videre nordpå til Tirana og med flyet hjem igen via Wien.

Naturen og byerne

Naturmæssigt er Albanien et suverænt smukt land, fordi det er så varieret. Der er en lang ubrudt kystlinje, hvor strandene skifter mellem flad sandstrand, stenstrande, og vilde klippestrande, og landet inde bag kysten er endnu mere varieret. Der er høje, vilde, forrevne, golde bjerge, mere bløde bjerge med masser af korn og vinmarker og store flokke af får, og så er der frugtbare grønne dale med floder og søer og mere græsklignende områder med tørre olivenlunde og gyldne farver.

Dertil en skøn forvirring af katolske kirker og muslimske moskeer overalt, som konkurrerer i bimlen med kirkeklokker og højttaler-forstærket bøn, og græsk/romerske ruiner spredt med gavmild hånd i hele landet, hvor man kan gå fuldkommen uforstyrret rundt - ofte som eneste besøgende og uden at skulle betale entre eller melde sin ankomst noget sted.

Byerne er lige så varierede som naturen; ude ved kysten er de generelt ikke særligt charmerende med betonhoteller, der skyder op med ekspresfart i et kapitalistisk badeferieboom, og hvor kun 50 % nogensinde bliver færdige, resten ligger bare hen som beton-skeletter. Inde i landet finder man langt mere hyggelige, gamle byer med bittesmå, smalle trappegader og huse i en helt unik stil fra da Ottomannerne regerede landet.

Hotellerne er som almindelige sydeuropæiske hoteller er flest - bare fuldkommen uden sans for service og indretning. De lå generelt meget smukt med fantastiske udsigter, og de, der var færdige, var flotte udvendige og lavet med lækre terrasser, pools, strandbarer og så videre. Men indvendigt var kvaliteten langt under middel, og man skulle bede om ALT og fik ingen automatisk service af nogen art. Bare sådan noget som en ekstra toiletrulle - eller bare en ny hver dag - skulle man bede om i receptionen. Og 75 % af vores hotelbookinger hjemmefra (som var bekræftet og betalt 10 % forud) var der ikke, da vi kom frem. Så fik vi anvist alternativ indkvartering enten første nat eller hele perioden, hvilket aldrig udløste automatisk rabat eller beklagelse fra personalet. Til gengæld fik vi hele to gange lov at overnatte i et privat gæsteværelse hos hotelejeren selv, og så kommer man selvfølgelig ikke meget tættere på lokalbefolkningen!

Fra moderne motorveje til nedstyrtede grusveje med æselkærrer

Vejene og trafikken er et kapitel for sig selv. Det er kun de absolutte hovedveje, der overhovedet er asfalteret, og selv på dem er der store huller, dele der er faldet ned, dele der er oversvømmet og så videre. Og en asfalteret hovedvej kan pludselig og uden varsel blive til en smal hullet grusvej.

Vi skulle for eksempel køre cirka 60 kilometer fra Gjirokastra og videre nordpå i det indre land til Berat på noget, der på kortet var markeret som en hovedvej. Det tog 6 timer, fordi den efter 20 kilometer ændrede sig til en smal, ekstremt hullet grusvej med klipper på den ene side og afgrund på den anden, og hvor store dele af sporet mod afgrunden var styrtet ned og sporet mod klippesiden var fuldt af nedfaldne sten. I fire timer ud af de seks kunne vi max køre med 15 kilometer i timen og mødte ikke én anden bil. Til gengæld blev vi både omringet og forfulgt at flokke af vilde hunde og flokke af møgbeskidte, stenkastende børn...

Skiltning dyrker de heller ikke rigtig, og færdselsregler eksisterer ikke. Man kan da for eksempel sagtens lave en u-vending på en motorvej og krydse ind over midterrabatten. Eller parkere sit muldyr ved vejsiden og så køre videre med en ven, der stopper på motorvejen og samler en op. Og grøntsags-sælgerne har deres små improviserede stande ved siden af motorvejen, så folk uden varsel stopper for at købe ind. I det hele taget viser ingen af, når de skal bremse eller dreje, og hvis man skal ud på en vej fra en indkørsel, kører man bare ud og så må alle andre stoppe.

Landet bar på den måde absolut præg af, at privat bilisme kun havde været tilladt i knapt 20 år, da vi besøgte det - jeg forestiller mig, at det rent trafikalt må være lidt som at rejse tilbage til bilismens barndom i resten af Europa.

En tidsrejse

Det med tidsrejsen er også ganske beskrivende på mange andre områder, hvor Albanien minder mere om resten af Europa i det 19. århundrede end i det 21. Der er for eksempel affald OVERALT. Enten har de ikke lossepladser og nogen form for renovationssystem, eller også bruger de det bare ikke. Alle floder og grøftekanter og forladte byggepladser bruges i hvert fald som lossepladser. Og en del af de steder er der hjemløse, der har lavet lejr og bygger hjem af affald og lever i det. Sammen med fritgående grise, får, køer og hunde.

I det hele taget er der især køer overalt, som vandrer rundt på vejene eller går og æder affald i grøftekanterne. Ja - naturligvis også ved vejsiden på motorvejen.

På ingen måde utrygt - men lej en firhjulstrækker!

Alt i alt følte jeg, når vi kørte rundt, at det mindede langt mere om en storby i et afrikansk land, end om noget andet sydeuropæisk land, jeg har været i. Dog med den store forskel, at der på ingen måde virkede utrygt. Man så ikke bevæbnet militær eller privatpersoner nogen steder, der lød ikke skud og skrig, der foregik ikke lyssky ting overalt omkring os. Og vi følte os på intet tidspunkt truet eller udsat for nogen, der prøvede at stjæle fra os.

Stemningen var langt mere som i Syditalien, hvor alle går ud på gaderne ved mørkets frembrud for at se og blive set, og sidder på barer og hygger eller slentrer rundt på strandpromenader. Kvinderne var heller ikke på nogen måde pakket ind i sorte gevandter, de var tværtimod som taget ud af 80´er soap serier og var vældigt dullet op med plastic bling og pang-farver på stramtsiddende tøj, og med kopitasker, solbriller og så videre i stor stil. Og ALLE kørte rundt i store gamle Mercedes'er. Undtagen i bjergene hvor ALLE kørte rundt i store, gamle pick up trucks.

Ville jeg så besøge Albanien igen? Så afgjort ja. Jeg var vild med naturen, og jeg var vild med kulturarven. Og maden var fantastisk - det originale sydeuropæiske køkken udelukkende med helt friske lokale råvarer. Og nå ja, så betalte man ti gange så meget for nøjagtigt det samme ude ved kysten som inde i landet, men det må man jo bare tage med. Og at menukortene inde i landet enten er ikke eksisterende eller kun på albansk er intet problem, ofte bliver man bare taget i hånden og taget med ud i køkkenet, hvor de forskellige råvarer udpeges, og man for eksempel kan udvælge den fisk man gerne vil have grillet.

Dog vil jeg, næste gang jeg besøger landet, opgradere fra den lilla Fiat Panda, vi omtrent kørte til skrot på en uge, til en af de store terrængående firhjulstrækkere - jeg har simpelthen mit og min families liv for kært til andet!