Juleromancer på film – magiske og problematiske

I min familie er de en stor del af juletraditionen. Film som The Holiday og Love Actually bliver trofast genbesøgt, når termometeret viser minusgrader i det danske land. Disse film er nellikerne i min appelsin og min årstidsbestemte guilty pleasure, men hvorfor guilty? Jo, for deres uskyldige budskaber til trods, så er de ikke uden problemer.

Kærlighedskvaler og knytnæver

Siden jeg I 2012 fandt trøst i The Holiday efter et forlist forhold, har jeg været draget at den trygge og hjertevarme atmosfære, som denne filmgenre byder på. Det var ikke første gang, jeg så filmen, men det var første gang, jeg virkelige så den. Der sad jeg, ramt lige i hjertekulen af Iris Simpkins – den unge klummeskribent, hvis ekskæreste gang på gang udnytter hendes følelser for ham – og hendes rejse mod frigørelsen. Behøvede filmen at slutte med et nyt forhold til Iris? Bestemt ikke! Og måske havde hendes historie endda stået stærkere uden. Men det er svært ikke at blive revet med af Iris og Miles blomstrende venskab og siden romance, der symboliserer, at de begge har gjort sig fri af deres manipulerende ekskærester. Der er håb endnu, jule-singler!
Men alt er ikke fred og idyl i jule-land. For i selvsamme film giver den anden hovedperson, Amanda Woods, sin utro kæreste en knytnæve lige i hovedet, hvilket fremstilles som en både morsom og retfærdig hævn. Men utroskab eller ej, så lad os lige slå fast, at vold ikke er en gangbar kommunikationsform i et parforhold – eller alle forhold for den sags skyld! Det er måske ment som en kommentar til Amanda som karakter, men i så fald burde problemet blive taget op senere i filmen, og det er desværre ikke tilfældet.

”At Christmas, you tell the truth”

Mange romantiske julefilm sælger det samme budskab:  At det er godt og rigtigt at følge sit hjerte. Og det lyder jo ganske uskyldigt, men kan give bagslag. For er det ikke netop, hvad Mark gør i Love Actually? Han følger sit hjerte direkte hen til vennen Peters hoveddør, hvor han holder en række skilte op foran Peters kone, Juliet, og tavst erklærer sin kærlighed til hende. Og beder hende som at lyve for Peter og sige, at det bare var salmesangere. Og Juliet er af uvisse grunde villig til at kysse Mark og sætte sit nye ægteskab på spil. ”At christmas, you tell the truth” står der på et af Marks skilte, men hans behov for at lette sit hjerte er vel ikke vigtigere end Peters ægteskab? Men filmen rejser jo en interessant spørgsmål – hvad gør du, hvis du er blevet forelsket i din bedste vens kone? Og har du pligt til at fortælle det til hende eller til din ven? Det kan jeg ikke svare på, men hvis julen virkelig handler om at fortælle sandheden, så lad være med at tage det som en opfordring til at gå bag din vens ryg.

Ingen plads til karrieren?

Du kender måske Hallmark-julefilmene (dem, der bliver sendt på TV3 helt fra oktober måned) – men hvis ikke, så forestil dig en kavalkade af sukkersøde, apolitiske film med ukendte skuespillere i hovedrollerne. Og tilsæt så et julepynts-budget der ville gøre selv D’Angleterres dekoratører misundelige. Disse film tærsker uironisk langhalm på den samme plotstruktur: En ung kvinde med fuld gang i storby-karrieren må tage tilbage til sin hjemby og redde familievirksomheden eller byens traditionelle julefest, og undervejs finder hun ud af, hvad der virkelig er vigtigt for hende (hint: det er som regel en mand). Okay, det er måske lidt karikeret - mit problem med disse film er faktisk ikke, at plottet er forudsigeligt, men at det virker, som om de forsøger at straffe kvinder, der går op i deres karriere. Familievirksomheden lider uden dem, og de unge kvinder skal åbenbart have dårlig samvittighed over at forfølge deres drømme til storbyen frem for at bruge tid på romantiske og/eller familiære forhold i hjembyen – to ting, der på ingen måde udelukker hinanden. Stod det til mig, så skulle Hallmark-heltinderne have lov til at finde balancen mellem en udfordrende karriere og samværet med deres kære. For hvis julen handler om at finde ind til det, der virkelig betyder noget hvorfor skulle det så udelukke karrieren?

Og så et gran salt

Rådet herfra lyder: Tag juleromancerne med et gran salt. Nu kan jeg jo kun tale for mig selv, men når jeg tænder for en jule-romcom, så er det netop for at slå hjernen fra og suge til mig af godt humør. Ja, filmene er ikke uden problemer, men det er den virkelige verden sandelig heller ikke, så hvis du som jeg en gang imellem har brug for at flygte ind i en sukkersød romance, så har du min fulde opbakning. Deres problemer til trods, så er der intet som jule-romcom, der kan indhylle dig i en kanelduftende juleatmosfære – hvis du vel at mærke kan slå din indre kritiker fra et øjeblik.