Hvornår blev afstand en vane?

Vi opfandt nye hilsener, nye arbejdsgange, og nye færdselsregler for gående rundt om en sø. Vi blev, i hvert fald i en periode, lige så gode til at stå i kø som japanerne, og håndsprit var pludseligt allemandseje – og dem, der manglede, kunne hurtigt få noget leveret udenfor døren af en venlig fremmed. Det samme gjaldt madvarer, hvis man var så uheldig at være i isolation.

Det var voldsomt og skræmmende og lidt uvirkeligt, men som befolkning tog vi en dyb indånding, accepterede tingenes tilstand og forsøgte at få det bedste ud af den venteposition, vi nu var placeret i. Det, vi ventede på, var selvfølgelig den berygtede kurve og dens længe ventede knæk - ned med indlæggelser og smittetilfælde, så vi kan få normaltilstande igen, tak!

Hverdag?

Normaltilstandene er dog udeblevet, kurven giver os efterhåndenden søsyge med alle dens bølger, og det er langsomt ved at gå op for os, at det her er det nye normale. I hvert fald for en tid. Og mens vi forsøger at jonglere med økonomi, arbejdsliv og helbred, så det hele går op i en højere enhed med både Sundhedsstyrelsens retningslinjer og vores mentale sundhed, så synes jeg ikke længere, at forårets totale stop føles helt så skræmmende.

Jeg kan i hvert fald tage mig selv i at ønske mig tilbage til en tid, hvor jeg troede, at det her ville være hårdtslående, men dog hurtigt afsluttet. Jeg tænkte dengang, at det var godt, at coronaen først ramte os efter jul. Jeg havde ikke forestillet mig, at vi ville nå til den efterfølgende december og stadig være i selskab med håndsprit, frygt og de mange udfordringer, sådan en verdensomspændende virus giver.

Så hvis du synes, at min tidligere beskrivelse af forårets nedlukning er en smule romantiseret, så har du sikkert ret. Og måske hører min naivitet i forhold til varigheden af problemerne til fåtallet. Men selv jeg er altså ved at vænne mig til det.

Alt kan blive en vane (åbenbart)

For et par dage siden fandt jeg de gamle sæsoner af Den Store Bagedyst på DR’s hjemmeside, og det var lige den virkelighedsflugt, jeg trængte til efter en lang dag. Det var akkurat så hyggeligt, som jeg havde forestillet mig, men noget irriterede mig dog lidt, selvom jeg ikke helt kunne sætte en finger på, hvad det var. Efter et stykke tid gik det op for mig: Dommerne lænede sig ofte mod hinanden og hviskede sammen om de forskellige deltageres præstationer. Og der sad jeg, hjemme i min egen stue foran en 8 år gammel tv-udsendelse, med en indre løftet pegefinger, der meget gerne ville minde fru Blomsterberg om at huske at HOLDE AFSTAND!

Tænk at man kan nå dertil; at synet af almindelig, fysisk nærhed kan føles lidt forkert. Men jeg fik mig da et stille grin over mig selv, og så håber jeg, at gummihandskerne og de portionsopdelte smagsprøver i dette års bagedyst afføder en lignende reaktion om en 8 års tid, fordi de på det tidspunkt ser lige så forkerte ud.

Corona-fri underholdning

Indtil da må vi være kreative. Og udholdende. Og ikke mindst omstillingsparate - nøjagtigt som vi har været indtil nu. (Der var som meget snak om omstillingsparathed for nogle år siden, men den kan vi vist alle sammen roligt skrive på cv’et efterhånden) Og hvis 8 år gamle afsnit af Bagedysten ikke er nok til at give dig en god og solid virkelighedsflugt, så har vi en roman eller to på hylden, du kan forsvinde ind i – mere konkret ca. 25.000 forskellige titler.

Arrangementer afholder vi stadigvæk, både små og lidt større, og alle er nøje gennemtænkt til at efterkomme Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Vi er dog (desværre) indimellem nødsaget til at aflyse alligevel, så hold godt øje med vores hjemmeside, hvor vi opdaterer løbende. Og lad os så håbe, at fremtiden byder på færre aflysninger, flere håndtryk og mere nærhed.