Hvordan kultur blev min redningskrans ud af kedelige samtaler

Jeg sidder på kanten af stolen. Jeg venter bare på, at den anden stopper med at tale, så jeg kan komme med mit bidrag til samtalen. Fælden er klappet. Jeg kan ikke komme ud. Og NU, stoppede hendes læber med at bevæge sig: Min tur! Jeg begynder at tale. Ord, jeg allerede har hørt mig selv sige mange gange, strømmer ud af min mund. Bla bla bla, søvn, bla bla, vågner en gang i timen bla bla, ørebarn, bla bla, sover aldrig igennem.

Hvad handlede den her samtale om, da vi startede? Jeg havde ellers sagt til mig selv, at det var slut. Ingen gider at høre om, hvordan du sover, sagde jeg til mig selv.

Hvordan sover dine kollegaer? Jeg aner det heller ikke om mine. Alligevel har jeg nok informeret halvdelen af mine nye kollegaer om, hvordan jeg sover om natten. Og de er så søde. De kigger medfølende og forstående på mig. Men nogle få afslører sandheden, når de forvandler sig til visnede stueplanter for øjnene af mig: Det. Er. Så. Kedeligt.

Øjenåbneren blev en bog

For nylig læste jeg en god bog, og pludselig kunne jeg se mig selv udefra. Det var den populære og prisvindende ’Meter i sekundet’ af Stine Pilgaard. Hun skriver blandt andet om, hvordan det simple spørgsmål ”Hvordan går det?” kan aflede præcise gengivelser af nattens forløb med barnet. Men det var passagen om andres reaktion, der fik mig til at indse, at der må gøres noget.

”Hele aftenen fik vi alle emner ledt ind på søvn, og det var godt gjort, for gæsterne var bredt interesserede i alle aspekter af det danske samfund. Efter en længere overvejelse om, hvorvidt det skyldtes vores lyse gardintype, eventuelle mave-tarm-problemer, eller om landevejens støj kunne spille ind, gik det op for os, at alle var blevet stille,” skriver hun.

Og så genkendte jeg udtrykket i øjnene på mine venner, familie og nye kollegaer:

”En tavs udmattelse havde lagt sig over de seks ansigter, forstanderinden hældte vin op i de høje glas og smilede undskyldende til sine gæster.”

Av.

Hjælp til uanonyme navlepillere

Problemet begrænser sig ikke til bestemte emner, og kan ramme navlepillere af enhver art. Måske er det nærmere en personlighedsting. Måske er det medfødt, eller måske er det opstået som følge af for meget eller for lidt taletid i barndommen. Og det er jo ikke fordi, at man aldrig må tale om sine børn, eller sig selv, eller sin hund eller sit arbejde, eller hvad det nu er, der fylder livet i sådan en grad, at det må på banen, hver gang der er en mulighed for at åbne munden. Og selvfølgelig må man også tale, om det der er svært, hvis det er derfor, det fylder. Vi er bare nogle stykker, der har svært ved at stoppe igen.

Hvis du, som jeg, også er træt af at høre dig selv tale og se dine medmennesker visne, må vi gøre en indsats. Der må simpelthen nye indtryk til. En bog viste mig sandheden, måske kan den også være vejen ud af problemet. En kollega kastede en redningskrans til mig den anden dag, da hun lagde op til en samtale om kunst. Vi talte om Michael Kvium og det hæslige i hans billeder. Hvordan de vækker noget i os. Vi kan se os selv, og vi kan se vores medmennesker i de grimme skikkelser, og derfor kan vi også holde af dem. Paradokset i at være frastødt og tiltrukket på samme tid. Det var en af de mest stimulerende samtaler, jeg har haft længe. For den handlede overhovedet ikke om søvn.

Så måske kan kunst og kultur være en vej ud af den evige talestrøm om mit barn. At gå på museum eller kunsthal, at læse en bog. Du kan jo prøve det af, hvis du også kan høre din egen stemme køre på autopilot om kedelige emner, du egentlig ikke har lyst til at tale mere om. Læs en bog om folk med spændende eller almindelige liv. Måske en af de helt nye og en af de rigtig gamle. Læs en der passer, og en der er fundet på. Men læs for guds skyld ikke en bog om børns søvn!