Hvor der er fugle
Hen og skælde ud på fuglen i sidespejlene. (som jo er den selv) Hoppe rundt på bilen og skælde fuglen ud i spejling af vinduerne (SOM OGSÅ ER DEN SELV) Og når den lille fugl bliver lidt træt af at hoppe rundt, sidder den på antennen og synger derud af. FOR NU HAR DEN SEJRET - OVER SIG SELV.
Jeg har forsøgt at sætte saddelovertræk på sidespejlene. Sådan nogen man egentlig bruger til sin cykel mod regn. Der står borger.dk på dem, og jeg fandt dem under et skab på biblioteket. Tænkte, at det måske kunne få fuglen til at forsvinde fra min bil. For jeg vil have spejldansen til at stoppe.
Men nu viser vipstjerten, at dens hjerne fungerer udmærket. For den er i gang igen og hakker i overtrækket. Fjenden er derinde. Den forbandede møgfugl piler frem og tilbage på stensætningen. Tilbage og hakke på borger.dk-overtrækket. Nu kan den se sin imaginære konkurrent bag overtrækket. (SOM JO FOR SØREN STADIG ER DEN SELV)
Frem og tilbage mens den frydefuldt synger: ”Jeg ved, at han stadig er derinde”. Den åndssvage fugl bader nu i regnvandet ved bilens forrude. Bilen har fine rækker af fugleefterladenskaber ned af dørene. Der er streger og småfjer på sidespejlene, på ruderne og på biltaget. NOK. NOK. NOK.
Må man skyde en fugl
I må ikke sige det til nogen, men jeg henter drengens gevær. Det, der kan skyde med skumdimser. De er ca. 8 cm lange, og jeg tænker, at de kan flække sådan en irriterende fjerkræart. Jeg sidder på knæ, sigter og ser på kræet, der pipper lykkeligt på bilens tag. Jeg sætter fingeren på aftrækkeren.
Men så slår det mig. Kan man skyde en fugl? Gør den ikke bare, hvad fugle gør? Jeg får et sug i maven. Jeg kan ikke gøre det. Langsomt slipper jeg aftrækkeren og rejser mig med et suk.
Jeg ryster på hånden og siger: ”Godt, så. Så må vi leve sammen”. I det samme går geværet af og udløser et skud. Fuglen flakser rundt i luften, hvirvler forbi mig og lander på tagryggen. Jeg siger: ”undskyld” og andre ikke så pæne ord. ”Jeg lover, at jeg aldrig vil gøre dig noget” og flere undskyld. Den vipper med halen og kigger på mig med vantro. Efter et par minutters hoppen hen ad tagryggen, er den tilbage på sin plads på bilen. Og den kan stadig pippe og skælde ud.
Jeg står i bilvaskens aflukke og ser fuglens kamp mod sig selv blive vasket væk. Dage som disse er fuglen ekstra ”begejstret”, når jeg kommer hjem. Jeg sukker og overvejer, om jeg ikke er blevet en lille smule besat af den fugl.
Jeg tager telefonen frem og leder efter en ny lydbog på eReolen. Tja, krimi? Eller måske en bog om at skyde fugle? Måske jeg bare skulle søge på fugle.
Og så er det, at jeg kommer i tanke om, at Maren Uthaug skal holde foredrag hos os til efteråret, og hendes bog hedder netop ”Hvor der er fugle”. Det siger sig selv, at det blev den lydbog. Oplæseren Thomas Jacob Clausens rolige stemme begynder:
”Kjeungskjær fyr, 1920. Det er længe siden, han havde haft en klar tanke. En tanke, der ikke bare forsvandt i den tunge tåge, der lå over ham. Måske også over fyret, han vidste det ikke helt. Men i dag vidste Lassen, hvad han ville. Han følte sig opstemt ved tanken.”
I må gerne komme med til foredraget med Maren Uthaug, og jeg håber, at vi kan mødes igen til den tid. Det hele er lidt sjovere, når vi er sammen.