Fra 2023 bliver det forbudt at lave aprilsnar, en ny lov er på vej

Loven skal gøre det lettere at være borger og bruger af de sociale medier. Aprilsnar er fake news, som også snart er strafbart.

En gang om året tror ingen på noget og det er tilladt, at bilde andre hvad som helst ind. Jeg tænker selvfølgelig på dagen i dag den 1. april, hvor der siden 1600-tallet har været tradition for at lave sjov med hinanden verden over.

Aprilsnar er udbredt både i samtale mellem venner, familiemedlemmer og i medierne. De seneste år er de sociale medier et helt oplagt sted for en lille venskabelig aprilsnar. Lad os bare være ærlige, selvom vi ved at denne dag, kan vi blive snydt, så er vi nok alle faldet i med begge ben og blevet udsat for en aprilsnar, forhåbentlig en uden alvorlige følger.

Aprilsnarren spænder vidt, fra en far der prøver at bilde børnene ind, at fra nu af skal man også gå i skole i weekenderne og til børnene der fortæller forældrene at skolen er lukket i næste uge. I mange år konkurrerede medierne om at finde på de bedste og mest overbevisende historier den 1. april. Vi blev fyldt med historier om påskeæg med levende kyllinger, metrotestkørsler der kørte helt af sporet og opfindelsen af en særlig burger til venstrehåndede. Personligt måtte jeg da lige læse på historien, om at dagligvarer fremover kunne leveres direkte til døren med drone, det kunne da være super sejt synes jeg, men det var en aprilsnar.

Så lige præcis I dag, tror vi ikke på noget som helst vi hører eller ser. Desværre er det kun i dag, vi er så skeptiske, men I en tid med så mange Fake News, burde vi nok generelt være mere skeptiske over for de informationer vi modtager. Jeg tænker i høj grad på at de sociale medier som Facebook og Instagram, som ofte oversvømmes i misinformationer og vi deler bare det der passer ind i vores verdensbillede og skælder ud på dem, der mener noget andet. Tænk hvis man hver dag læste på de sociale medier og tænkte ”mon jeg tør tro på det?”, så var vi allerede godt på vej til at komme nogle af de Fake News til livs. Hvor aprilsnarren har til formål at drille hinanden og lave lidt sjov er mis- des og malinformation anderledes alvorligt og kan få konsekvenser. Disse tre forholdsvis nye begreber handler ikke bare om indholdet i informationerne, men i høj grad om hensigten med at udbrede dem.

Misinformation er den slags informationer, der i høj grad deles på sociale medier, hvor man læser noget og så deler med andre uden helt at vide om det er sandt eller falsk. De fleste deler videre i god tro.

Desinformation er anderledes farlig, her er det nemlig et bevidst valg fra afsenderens side at udbrede falsk information, for at fremme en sag eller egne interesser.

Malinformation er information der kan skade andre, det kan være trusler og chikane eller hadekampagner.

Så måske skal vi træne vores 1. april briller noget mere og lidt oftere tænke, nej hov stop, kan det nu også være sandt og så forsøge at undersøge om det rent faktisk er sandt. Er der andre pålidelige og troværdige medier eller personer der kan bakke op om det samme. Der er steder at få hjælp, når man er i tvivl om informationers troværdighed, tjekdet.dk faktatjekker påstande i den offentlige debat. Biblioteksvagten.dk som er en landsdækkende fælles service fra bibliotekerne er også fantastiske til denne disciplin og de kører netop nu kampagnen ”Aprilsnar i dag – fake news i morgen”.

Og selvfølgelig er aprilsnarren ikke på vej til afstemning i folketinget, den har jo bare til hensigt at underholde og drille lidt – rigtig god 1. april.

Tags