Alle kan da lide at læse … ikke?

13.10.17

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker bøger. Jeg kan, som en anden narkoman, sidde længe og røre ved en smuk bog, dufte til den, bladre i den og generelt svælge i al dens herlighed. Synet af hylde efter hylde fyldt med bøger har evnen til at give mig et kort sus af lykke, uanset hvilket humør jeg er i – især, hvis det er synet af mine egne reoler. Når det kommer til bøger er jeg materialistisk og grådig på en måde, jeg ikke kan genkende fra noget andet aspekt i mit liv, og kommentaren om dragen, der ligger og gasser sig på sin skat, er faldet mere end én gang.

Så dejlige som bøgerne er i sig selv, er det jo først og fremmest historierne, jeg elsker. Fornemmelsen af eventyr, når jeg åbner en ny bog for første gang og drager ud i det ukendte – eller genkendelsens glæde, når jeg igen-igen læser en af mine yndlingsbøger og til stadighed opdager noget nyt undervejs. Kærligheden til den gode fortælling har ført min hånd gennem både uddannelsesvalg og senere jagten på drømmejobbet.

Min mor er også en læsehest, og barndommens ture på biblioteket med hende er nogle af mine dejligste minder. Den dag i dag tager vi tit en snak om en god (eller dårlig) bog, vi har læst, og gode læseforslag er fløjet på tværs af generationerne mellem både hende, min bedstemor og mig selv i mange år. Min bedstemors øjne er ikke længere til det, men der blev læst indtil selv Magna Print ikke længere kunne skimtes bag lampen med det indbyggede forstørrelsesglas. Mange af mine venner er også bogorme på hver deres måde, og vi har kørt flere bogklubber, indtil mange af dem i bogstaveligste forstand spredtes rundt om i verden i jagten på lykke, viden og kærlighed. Med lidt hjælp fra de sociale medier deler vi stadig læseoplevelser med jævne mellemrum, nu på tværs af både tidszoner og kontinenter.

Jeg har, kort sagt, talt med andre om bøger næsten lige så længe, jeg kan huske. Kærligheden til litteraturens verden er, udover at være personligt givende på mange måder, også utrolig nem at dele. Bøgerne er det perfekte springbræt til at få vendt alle mulige og umulige emner, på tværs af baggrund, forskelle og personlig smag. Nogle gange holder man sig til at tale om skrivestil, tema eller måske en frustrerende slutning. Andre gange udvikler snakken om udfordringerne i bogens verden sig ganske naturligt til en snak om udfordringerne i vores egen. Det er alt sammen en del af kærligheden til litteraturen, for selvom læsning for det meste er en privat og tilbagetrukket fornøjelse, så er læseglæden noget, vi deler.

Af samme grund er jeg selvfølgelig typen, der studerer bogreolen, når jeg befinder mig i andres hjem for første gang. Jeg kan slet ikke lade være. Derfor var jeg også temmelig overrasket og en lille smule forvirret, da jeg for små fem år siden stod og studerede bogreolen hos den mand, jeg var godt i gang med at forelske mig ganske alvorligt i. Der stod to bøger. Altså to skønlitterære bøger; reolen var såmænd bugnende nok, og det var i virkeligheden dét, der fortalte mig det, inden han selv gjorde. For med så mange bøger på hylderne kunne han umuligt være typen, der lånte alt på biblioteket eller kun læste e-bøger. Her var tale om en mand, der bare ikke kunne lide at læse.

Han var på daværende tidspunkt studerende ligesom mig, og selvfølgelig indbefattede det en anseelig mængde læsestof, som han gladeligt gav sig i kast med. Nej, det var de skønlitterære bøger, han ikke gad. Hele konceptet omkring det at læse for sin egen fornøjelses skyld var tabt på ham, og han fortalte mig, at han, kun havde læst én, allerhøjst to skønlitterære bøger siden afgangseksamen fra gymnasiet fritog ham for den tvungne roman-læsning.

Jeg har i de år, der siden er gået, kæmpet en forgæves kamp for at åbne bøgernes verden for ham. Jeg kan ikke lade være med at synes, at han går glip af så meget. Og der er så mange bøger, jeg gerne vil dele med ham. Selvfølgelig fordi jeg synes, at de er gode, men også fordi de alle, på hver deres måde, siger noget om mig og min måde at tænke på. Nogle af dem har endda haft betydning for de valg, jeg har taget i livet. Men det er efterhånden (endelig, vil han nok sige) ved at gå op for mig, at der ikke er noget at gøre. Det fanger ham simpelthen ikke. Tanken om at sidde og hygge sig med en roman forekommer ham ikke spor afslappende, han kobler af på andre måder.

Måske er det i virkeligheden også godt nok. Var han lige så drageglad for bøger som mig, ville vores lejlighed være ubeboelige, og vi ville sikkert aldrig nå videre end til læsningen i vores fritid. Og jeg har uden tvivl godt af at blive hevet lidt ud af bøgernes verden og ind i virkeligheden en gang imellem. Men skulle du sidde derude og tørste efter en samtale om en god bog, du lige har læst, fordi din mand, kone, ven, nabo, kat eller kælesten slet ikke forstår din glæde, så kom ind på Viborg Hovedbibliotek og hiv fat i mig – jeg forstår dine kvaler, og jeg er altid klar på en snak om bøger

Materialer