Sten
Sten

Hvad samler du på?

04.12.14
Jeg læste engang, for mange år siden, en gyser af John Fowles, som hed ”Offer for en samler”.

Jeg læste engang, for mange år siden, en gyser af John Fowles, som hed ”Offer for en samler”. Bogen handler om manden Fredrick Clegg, der arbejder som kontorist på et rådhus, og i sin fritid samler på sommerfugle. Frederick er meget betaget af den 20-årige kunststuderende Miranda Grey og efter, at han i en periode har forsøgt at komme i kontakt med hende uden held, beslutter han sig for at kidnappe hende.

Frederick spærrer pigen inde i kælderen i sit hus, som ligger isoleret ude på landet; han håber, at hun med tiden vil forelske sig i ham. Det sker dog ikke. Pigen dør uheldigvis og kidnapperen overvejer kortvarigt selvmord. Han beslutter sig dog for at gentage en kidnapning for at tilføje endnu en ”sommerfugl” til sin samling.

Uha jeg syntes den var uhyggelig! Måske husker nogen filmen ”The Collector”, som blev indspillet i 1965 med Terence Stamp og Samantha Eggar i hovedrollerne.

Sten i en kiksedåse
Jeg er også en samler, men jeg samler dog hverken på kidnappede piger eller sommerfugle. Det startede allerede som barn. Jeg var, som mange andre børn, fascineret af at samle på ting, ja nærmest alting. Nævner i flæng: Klistermærker, glansbilleder, sten - især forsteninger, hønseringe, servietter, påklædningsdukker, kapsler, tyggegummikort med dyr på, frimærker, mønter, nipsenåle osv. osv. Min sidste barndomssamling er først røget ud for nylig.

Da jeg flyttede for et par år siden, smed jeg, med stort vemod, min stensamling ud. Den boede i en gammel kiksedåse, og der var møjsommeligt sat et stykke papir med findested på hver eneste sten: Glimmerhaugen i Norge, Rytterknægten på Bornholm osv.

Som voksen samler jeg også lidt, men jeg prøver virkelig at beherske mig.

Sygelig samlermani i en hjertevarm historie
En anden fortælling om en samler, her er det bare kammet over, er romanen ”Huset vi voksede op i” af Lisa Jewell. Det er historien om Meg og hendes teenagedatter Molly. De ankommer til Megs barndomshjem, hvor moderen Lorelei har boet. Hun er nu død og eftersom hun var en såkaldt ”hoarder” (en person med sygelig samlermani), er der meget der skal ryddes op i. Så sammen med Megs to søskende begynder en oprydning i familiens smertefulde fortid - en fortid der indeholder fortrængninger og hemmeligheder.

Det er en hjertevarm historie om en familie der falder fra hinanden, men som også formår at klinke stumperne igen.

Del din samling
Samler du, eller dit barn/barnebarn på noget? Har I evt. en samling, som andre kunne have glæde af at se? Så har vi en ledig plads i vores montrer på Houlkær Bibliotek, som selvfølgelig er aflåste. Kontakt blot personalet, og vi hjælper med alt det praktiske.

Tags
Materialer