Glemte forfatterskaber vakt til live i byens rum

Af Anonym (ikke efterprøvet)
02.03.20
Der er tydelige spor efter fortidens store og landskendte forfattere rundt om i Viborg indre by

Jeg er takket være en lokal forfatter blevet gjort opmærksom på alle de tydelige spor efter fortidens store og landskendte forfattere, som findes rundt om i Viborg indre by. At følge disse spor rundt i byen har dannet udgangspunkt for mine litterære byvandringer og beriget mig og publikum med intet mindre end fantastisk litteratur fra mere eller mindre glemte, lokale forfatterskaber.

Glemt og gemt

Efter jeg havde haft min første litterære byvandring i efteråret 2019, hvor jeg fortalte om Peter Seeberg, Jens August Schade, Johannes V. Jensen og den nulevende, lokale forfatter Henning Pedersen, sad jeg med de deltagende ovre i Villaen ved Hovedbiblioteket i Viborg og fik varmen over en kop kaffe. Her faldt snakken på litteratur og lokale forfatterskaber. Glemte forfatterskaber. Flere af de tilstedeværende fortalte om lokale, afdøde forfattere, der i deres samtid var store funklende stjerner på den danske litteraturscene, men som i dag er glemte, især hos den yngre generation. Og det på trods af stor litterær kvalitet.

Kender du Nis Petersen?

”Du skulle vel aldrig kende Nis Petersen?”, spørger en ældre, pæn mand mig ved bordet. Jeg har aldrig hørt det fjerneste om Nis Petersen, må jeg indrømme, til trods for, at jeg har læst nordisk sprog og litteratur på universitetet og derfor har terpet en hel del danske forfattere igennem. Jeg får at vide fra flere, at Nis Petersen boede i Viborg i en kort årrække i huset på St. Skt. Mikkelsgade 10, og at han var noget af en personlighed. På husmuren, hvor han boede, kan man i dag se en mindeplade, hvorpå der står skrevet ”Her boede digteren Nis Petersen 1926-29, da han påbegyndte sit storværk: Sandalmagerens gade”. Jeg gik straks derned og så efter og minsandten! Den var god nok. Et tydeligt levn fra den store lyriker med en uovertruffen poetisk og sanselig pen. Jeg skal sent glemme en forfatter, der har gjort så stort et indtryk på mig, som Nis Petersens lyrik har gjort på mig, efter jeg gik hjem og læste nogle af hans digtsamlinger.       

Litteraturen findes ude i byrummene i Viborg – det er bare om at kigge efter

Det stopper ikke ved Nis Petersen! Viborg rummer mange tydelige spor fra fortidens danske litterære kæmper, hvis man kigger ordentlig efter. Bl.a. en buste af forfatter og præst Steen Steensen Blicher i Latinerhaven (med et af hans naturdigte indgraveret på soklen) og et andet digt af Johannes V. Jensen tilegnet sin højtelskede underviser på Latinskolen ”Fugle-Mortensen”, som også er at finde i Latinerhaven. Derudover er der en bronzeplade for forfatter og museumsmanden Peter Seeberg i Skovgaard Museets have med et citat fra novellesamlingen ”Dinosaurussens sene eftermiddag”. Publikum syntes, det var sjovt at gå på opdagelse efter disse spor på byvandringen, der vidner om forfatternes stærke tilknytning til Viborgegnen. Det er med øjne på disse spor fra forfatternes liv, at nysgerrigheden bliver vakt og historierne begynder, så kendskabet til disse lokale forfattere og deres litteratur bliver holdt i live.  

Hjælp med at holde liv i de glemte forfatterskaber  

Jeg vil her til slut dele et kort uddrag fra et digt, som gjorde stort indtryk på mig fra Nis Petersens digtsamling og litterære debut ”Nattens Pibere” fra 1926. Digtet hedder ”Verdens vidunderligste lille by”:

"Mens dagen vred sig i sin kiste

Før låget endelig faldt til,

Kom stjerner dansende og viste

Den lille by et flammespil"

Resten af digtet kan læses i digtsamlingen ”Nattens Pibere”, som kan lånes på Viborg Bibliotekerne. Det er værd at nævne, at digtsamlingen er udgivet, mens Nis Petersen boede i Viborg. Måske handler digtet om Viborg?    

Efter min egen opdagelsesrejse i Viborglitteraturen og byens gader, kan jeg kun opfordre til at gå på opdagelse på gader og stræder i Viborg: Kig efter de mange spor i form af buster, mindeplader og indgraveret digte, fra lokale, afdøde forfattere og tag derefter hjem og læs deres litteratur – det kan give dig et helt nyt blik på byen og nye, interessante læseoplevelser!

NB! Hold øje med den næste litterære byvandring på Viborg Bibliotekernes hjemmeside.