Om dette arrangement

Tid
10:00 - 17:00
Pris
Gratis
Bibliotek
Målgruppe
For alle
Udstillinger

Kunst på Stoholm Bibliotek

01.11.18 - 30.11.18
I oktober og november udstiller kunstner Svend Kragh på Stoholm Bibliotek

Svend Kraghs kunstneriske liv begyndte i 1970’erne, hvor han begyndte at fotografere, fremkalde film og lave billeder i sit eget mørkekammer. Da flere af hans venner begyndte at male, gav det ham blod på tanden til også at forsøge sig med det. Han deltog i nogle kurser hos bl.a. Pia Brix Thomsen og Lene Noer, hvor temaerne var maleri, tegning samt grafik. Han arbejder med akrylfarver på lærred, masonit og papir, laver fotocollager samt installationer af kasserede ting og sager.

 

”Inspirationen kommer, når jeg lytter til musik. Det kan f.eks. være J.S. Bach, Dvorak, Miles Davis, Palle Mikkelborg, Trentemøller eller Underworld, med andre ord er det meget forskellige typer af musik, der kan sætte gang i inspirationen”, fortæller Svend Kragh om sine inspirationskilder og fortsætter: ”En anden inspirationskilde er rejser til storbyer, hvor det urbane liv udfolder sig overalt, og hvor mine sanser ustandseligt bliver bombarderet med nye indtryk, f.eks. grafitti. Mange af dem har et klart budskab, andre imponerer ved deres enkelhed, andre igen fremtræder med fantasirigdom og poesi, nogle med en fantastisk farvesammensætning. Når jeg kommer hjem i fred og ro, bearbejdes de mange indtryk, og det resulterer ofte i en hurtig strøm af billeder”.

Svend Krag er en passioneret kunstner og om sit arbejde fortæller han: ”Der går stort set ikke en dag, uden at jeg arbejder i mit atelier. Det der sker, kan jeg bedst beskrive som selvforglemmelse, for inden jeg får set mig om, er der gået fem timer, hvor arbejdet bare flyder afsted. Glæden ved at skabe billeder er for mig utrolig stor, og forhåbentlig kan jeg fortsætte med det mange år endnu.”

 

Svend Kragh har beskæftiget sig med at skabe billeder i ca. 20 år. Han har udstillet i større virksomheder, kunstforeninger, gallerier og censurerede udstillinger. ”Vi er derfor rigtig glade for, at han har lyst til at pryde væggene på Stoholm Bibliotek og vi håber, at rigtig mange vil lægge vejen forbi byens lille bibliotek og blive inspireret af Svend Kraghs farverige billeder”, siger Anette Siem Kristensen fra Viborg Bibliotekerne.

 

For mere information om kunstneren se: www.wernervonkragh.dk