Om dette arrangement

Tid
19:30
Pris
Gratis
Lokalitet
Hovedbiblioteket Viborg
Vesterbrogade 15
8800 Viborg
Målgruppe
For alle
Koncerter

Release-koncert på Skakbrættet

30.04.18
Danmarkspremiere på bogudgivelse og koncert om digteren Morten Nielsen på Skakbrættet

I de seneste 3 år har sangskriverne Gorm Bull og Palle Hjorth lagt liv og sjæl i bogen og et musikalbum om digteren Morten Nielsen. Nu er både bog og album klar til at se dagens lys og du kan opleve resultatet ved en viborgensisk release-koncert på Hovedbiblioteket i Viborg. Og det er faktisk en Danmarkspremiere.

Ikke mange kender Morten Nielsen, som døde meget ung i 1944. Kun 22 år! Det gør Gorm Bull og Palle Hjorth nu noget ved. Sammen med guitaristen Nikolaj Heyman drager de landet rundt for at fejre udgivelsen af album og bogen ”Mit liv er alles”.

Målet er at sprede kendskabet til en digter, som har inspireret mange af de forfattere og digtere, vi kender i forvejen.

”Morten Nielsen var en følsom sjæl præget af både frygt for og længsel efter livet. Digtene er stærke, smukke og mere relevante end nogensinde før. Vi glæder os til at præsentere bogen og Morten Nielsens digte tilsat musik”, fortæller Gorm Bull.

Gorm Bull har sat musik til 14 digte. 14 kulturpersonligheder – bl.a Benny Andersen, Ghita Nørby, Troels Kløvedal, Katinka Bjerregaard og Ulrik Wilbek – har kommenteret Morten Nielsens poesi.

Koncerten bliver en rejse tilbage i tiden. En rejse gennem kærlighed, afmagt, empati, glæde og angst. En fortid som på sin vis minder om nutiden.

Der er fri éntre og der bliver mulighed for at købe bogen.