
Om dette arrangement
Koncert med Prinsens Musikkorps
Temaet for koncerten er ’I krigens skygge’ og tager udgangspunkt i den musik, der blev spillet i nazisternes koncentrationslejr i Theresienstadt under 2. verdenskrig.
Vi skal bl.a. høre den rørende beretning om Paul Sandfort - der var jødisk fange i Theresienstadt - og den musik, han som dreng hørte og spillede i lejren. Inden Paul Sandfort blev sendt til Theresienstadt, spillede han 2. cornet i Tivoli-garden, og han blev snart optaget i lejrens orkester. Det blev dog hurtigt tydeligt, at Theresienstadt blev brugt som propaganda, for at det skulle se ud som om jøderne havde det godt og bl.a. havde mulighed for at udfolde sig musikalsk.
Den gribende fortælling om Paul Sandfort formidles af Henrik Engelbrecht, der er musikformidler og forfatter til flere bøger om bl.a. opera.
Kom og oplev en bevægende historie om den smukke musik i krigens skygge.