
Om dette arrangement
UDSOLGT - ’Litteratur lige nu’ med Deniz Kiy og Gerd Laugesen
Dette efterår får vi besøg af forfatterne Deniz Kiy og Gerd Laugesen. De vil i en samtale fortælle hvad der inspirerer dem, hvordan de arbejder og læse op fra deres værker.
Deniz Kiy er uddannet fra Forfatterskolen og debuterede som 26-årig med digtsamlingen Blå øjne (türkü) (2021). Han er født i Randers og opvokset i Bolbro i en familie, som oprindeligt stammer fra det kurdiske mindretal i Tyrkiet. Med et ben i både et dansk og kurdisk liv skriver Deniz med en personlig stemme om fremmedgørelse, kærlighed og omsorg.
Gerd Laugesen er forfatter og journalist fra Viborg. Hun debuterede i 2009 med bogen ”Møder” og har siden udgivet flere værker. Seneste den anmelderroste roman ”Et øjebliks lykke” som udkom i 2021. Det er første bind af tre i en kvindes odyssé. I 2022 modtog hun Dan Turèll Medaljen.
At føle sig splittet imellem to verdener er også noget Gerd Laugesen kender til. Hun har boet tre år i Tyrkiet og den eksperimenterende digtsamling ”Sort på hvidt” blev til dengang, mens demonstrationerne på Taksim-pladsen foregik lige udenfor.
Hald Hovedgaard, Kulturselskabet Den Skæve Scene, Antikvariatet Viborg, Viborg Gymnasium, Viborg Katedralskole og Viborg Bibliotekerne står bag arrangementet, som er støttet af Statens Kunstfond.