
Om dette arrangement
Skumringstime
På denne tid af året, hvor mange familier kæmper for at overleve på julehjælp og Guds nåde, er ’Stargate’ en yderst aktuel og tiltrængt øjenåbner, der bringer virkeligheden og eftertanken ind i vores julepyntede stuer og privilegerede liv.
Ronja bor i bydelen Tøyen i Oslo sammen med sin storesøster, Melissa, og sin far, der drikker for meget og ikke kan holde på de jobs, han får. Hans intentioner er gode, og han elsker sine døtre, men alligevel vinder alkoholen og værtshusenes dunkle favntag igen og igen over familielivet og forholdet til døtrene. Det er på samme tid hjerteknusende og forunderligt at følge de to søstre, der er ukuelige til trods for, at de tynges af ansvar, tanker og bekymringer, der slet ikke burde være deres.
Der drages tydelige paralleller til det sørgeligste eventyr over dem alle, 'Den lille pige med svovlstikkerne', hvilket nærmest ikke er til at bære. For til trods for ukueligheden, håbet og kærligheden, er det bare aldrig helt nok. Til trods for medmenneskeligheden og hjælpen, der i glimt når de to piger via rare naboer, pedeller og juletræssælgere, så er julemirakler ikke alle forundt. Eller er de?
Den prisbelønnede forfatter, Ingvild H. Riishøj, blander moderne hverdagsrealisme med referencer til de klassiske nordiske fortællinger. Stargate er en julehistorie om håb, svigt og drømme, set ud fra barnets perspektiv.
Samarbejdspartner: Foreningen Norden