Lektørudtalelse

Forfatter: Michael Linde Larsen

Kort om bogen

Henning er fraskilt og gider ikke kvinder mere. Men hvordan bliver man den rigtige udgave af sig selv? Vellykket og velskrevet norsk udviklingsroman, som henvender sig til alle læsere af gode litterære værker

Beskrivelse

Da Henning møder op på jobbet i en habit med korte bukser, bliver det starten på en indre og personlig rejse. Snart er han fyret, og i tilbageblik tænker han på sine mange forhold, bl.a. de to forliste ægteskaber og relationen til sin far. Samtidig leder han efter nye veje i livet. For kan man leve på andre måder end sammen med en kvinde, og kan han nå sin store datter Synne, selv om hun er åbenlys racist. Og hvorfor føler han sig så tiltrukket af Martin?

Vurdering

Geir Gulliksen er endnu et spændende norsk bekendtskab, som måske har stået lidt skyggen af andre store norske forfattere. Gennem Henning formår han at tegne et portræt af en mand, der er fanget i kønsstereotype forventninger, og som er faret vild i sin jagt efter at behage andre (kvinder). GG skriver hudløst ærligt og med stort overskud. Specielt mænd vil kunne spejle sig i dele af hovedpersonens liv

Andre bøger om samme emne

Med temaet "mand fraskilt og alene på udkig efter en mening med livet" kommer man umiddelbart til at tænke på nogle af Per Pettersons bøger. Fx Mænd i min situation. Med fokus på parforhold ligger bogen også fint i forlængelse af forfatterens tidligere udgivelser