"Det største problem for albummet er, at når man bevæger sig væk fra de radiovenlige sange, bliver Happiness lidt en tynd omgang. Det bliver kedeligere, og flere steder, som på Blood Tears & Gold og Devotion, bevæger Hurts sig væk fra deres egen formular og udgangspunkt og laver nogle numre, der bedst kan beskrives som boyband-pop, både når det kommer til tekst og musik"

"Tænk Manchester, gråsortromantiske sange, synthbaseret pop pakket ind i en gigantisk, melankolsk sound ... Hittene står i kø ... Hutchcroft er en glimrende sanger, ja, han er faktisk en fremragende popsanger. Også både musikalsk og melodisk kan Hurts bide skeer med såvel Erasure som Yazoo og Pet Shop Boys, der er klare pejlemærker"

"Den britiske synthpopduo Hurts går helt målrettet efter det patetiske, hvor man lader de store følelser flagre frit i pompøse arrangementer ... De bløde popsange er ensformigt pumpet op til det vulgære i arrangementerne, omkvædene sidder ikke fast nogen steder (mindst af alt i solar plexus, som det vist er meningen, de skal ramme) og produktionen er tam som en doven huskat. Det lyder, som om de har tabt en samling gamle plader med Ultra Vox, Tears For Fears, Climie Fischer, Black og Spandau Ballet ned i en papkasse fuld af vat. Det selvbevidste og prætentiøse resultatet af anstrengelserne er en klynkemesse for 1980' ernes pop med nyromantikernes syntetiske melodrama og fuldt blæs på saxofonsoloen"