Sommer, sol og … læsning

21.06.21
Skolernes sommerferie nærmer sig, og med den kommer god tid til afslapning, solbadning (forhåbentlig!) og selvfølgelig læsning. For selvom skolen holder pause, skal læsningen stadig holdes ved lige.

Som forælder kan det dog være svært at holde børnene til ilden, og sommeren kan derfor godt komme til at føles lidt lang. Heldigvis er der hjælp at hente på læsesporet.dk. Her kan du som forælder til børn i alderen 6-16 år få masser af ideer og inspiration til læsningen og ikke mindst finde viden om, hvordan du styrker dit barns glæde ved at læse.

Læsesporet.dk

Hele juni sætter læsesporet.dk spot på glæden ved litteratur og læsning og inviterer forældrene med på sporet af læseglæden sammen med biblioteket. Kig forbi læsesporet.dk eller spørg på biblioteket, hvis du vil vide mere om kampagnen.

Der findes heldigvis også en hel masse, du selv kan gøre for at få sat skub i læseglæden derhjemme. Starter dine læseanbefalinger til dit barn ofte med ordene: ”Dengang jeg var barn, læste jeg altid …”, så  trænger du måske til lidt ny inspiration. I så fald kan du med fordel prøve at lytte til den fremragende podcast Børnebogcast, som anbefaler gode børnebøger under en lang række aktuelle og vedkommende temaer. Der er også en hel del små ting, du kan gøre derhjemme for at skabe de bedste rammer for mere læseglæde hos dit barn:

6 tips til mere læseglæde:

  1.  Find det bedste læsetidspunkt på dagen - Det kan være lige inden sengetid, før aftensmaden, eller måske når solen står højest på himlen, så havestolen alligevel inviterer til hygge og fordybelse.
  2. Lad barnet læse det, der fanger ham/hende - Brug læsesporet.dk, eReolen GO eller spørg os på biblioteket, hvis I mangler inspiration til den helt rigtige bog. 
  3. Skab hyggelige rammer for læsningen - For eksempel er der rigtig mange børn, der synes, det er hyggeligt, hvis forældrene læser samtidig med dem. Så find selv en god bog, tag solbrillerne på og læs sammen med dit barn i hver jeres bog. 
  4. Husk at have litteraturen omkring jer - Skynd jer ind på biblioteket og få fyldt op med de bedste bøger til sommeren. På eReolen GO finder I desuden masser af elektroniske bøger og lydbøger, der altså også tæller som læsning. 
  5. Interessér dig for, hvad dit barn læser - Det er hyggeligt for børnene, når du spørger ind til deres læseoplevelser og interesserer dig for, hvad der fanger dem.
  6. Vær en god rollemodel