Inspiration til sommerlæsning - højtlæsning

29.07.22
Er der ikke blevet læst nok her i ferien, eller mangler I bare inspiration til nye læseoplevelser?

Mangler du lidt nyt inspiration til højtlæsningen for de mindste så læs med her.

Ælle bælle børnehave: historier om at gå i børnehave

En skøn bog med forskellige selvstændige historier, der er god til at skabe og åbne op for dialog omkring de emner, der fylder for et barn i børnehavealderen.

Magda vil hellere lege, Anne Sofie Hammer

Denne bog er sjov at læse, da den omhandler mange genkendelige situationer fra hverdagen, som giver anledning til sjove grin og ikke mindst gode snakke barn og voksen imellem.

Godmorgenhistorier, Lars Daneskov

Kender du det med at morgenerne kan være lidt drilske, at det kan være svært at få de kære små ud af dynerne, og at det hele nemt kan blive lidt kaotisk i mangel på bl.a. tid. Lars Daneskov kommer med et bud på at gøre morgenerne roligere og mere afslappende ved at starte dagen med en godmorgenhistorie.

Bogen indeholder forskellige historier, der har til hensigt at bringe smilet og grinet frem, så dagen kan starte med godt humør og forhåbentligt gemme morgengnavenheden væk.

Far i børnehaven – krympekatastrofen, Lars Mæhle

Hvem kan ikke få tanken ”hvis bare jeg var et barn igen”, det kan Sofies far, og det er lige hvad der sker i denne bog. I bogen bliver far til et lille barn, der ikke opfører sig hverken pænt eller ordentligt, og så er det pludselig Sofie, der ved, hvad der er rigtigt og forkert. En sjov, skør og fantasifuld bog der bringer grinet frem hos både store og små.

Skoleklar: godnathistorier der giver børn det bedste frikvarter

Har du et barn der snart skal starte i skole, så tag et kig i denne bog, som indeholder ni festlige historier om at gå i skole.

Villads fra Valby - ud i naturen, Anne Sofie Hammer

Denne nye bog om Villads fra Valby er fantastisk,. Den handler om årets årstider, benævner dyr og planter som er gængse i Danmark, og er generelt en god bog med små overkommelige kapitler, der er fint illustreret. Læs bogen, inden I skal ud i naturen eller tag den med på farten, da den er rigtig god at snakke ud fra, når I skal på opdagelse i naturen.

Bettinas badekar, Flemming Quist Møller, Kristian Nordentoft, Jesper Fink

En skøn og meget fantasifuld bog, hvor vi sammen med Bettina rejser ud i det store verdensrum i hendes badekar, og vi oplever magien gennem Bettinas fantasi. En bog med fine billeder, der indbyder til gode snakke, hvor kun fantasien sætter grænsen.

Fikkedik & Falderina: hekserim, Marianne Iben Hansen

Elsker I rim og remser, så er denne bog lige sagen. Bogen er én stor rimfortælling med genkendelige omkvæd, som åbner op for at snakke med på remserne imens bogen læses højt. Rim og remser er fantastiske, når der skal leges med sproget, og det må man sige denne bog gør. Brug eventuelt bogen som et startskud til at lave jeres egne rim.

Vingummigoplen og røven i tasken, Pernille Bønløkke

Bogen er finurlig i sprog og i illustrationer og indbyder til både grin og snak. Se hvad du kan finde af finurligheder i billederne, og leg med de sjove ord, rim og remser i fortællingerne.