Hvor mon rejsen går hen? - højtlæsning fra 5 - 10 år

22.09.22
Efteråret er over os. Blæsten suser om ørene på os og temperaturen er faldet udenfor. Vi mærker for alvor, at vi har ramt oktober måned.

Måske går du også og drømmer dig væk til en anden tid eller et andet sted. Så er det rart at kunne rejse ind i litteraturens verden og drømme sig væk. Hvor mon din rejse går hen? Kom gerne forbi biblioteket og fortæl os om din rejseoplevelse sammen med bøgerne.

Her er nogle af mine rejseoplevelser med højtlæsningsbøgerne.

Mysteriet om hullet i væggen

Musse og Helium er to små mus, der bor hos Camilla i menneskeverdenen. En dag opdager de et hul i væggen, som viser sig at være en portal til Dyreriget. I dyreriget opdager Musse og Helium, at de er  Prins og Prinsesse. Deres forældre er forsvundet, og Musse og Helium kommer ud på en stormfuld rejse. Heldigvis møder de en masse nye venner, der vil hjælpe dem, når de står overfor de farlige Jægerduer og andre onde væsener i jagten på Dyrerigets dyrebareste skat" Den gyldne ost". Glæd dig til at blive inddraget i Dyreriget og lad dig flyve med på rejsen ud i det fanatiske univers, som har utrolig flotte og farverige illustrationer. Højtlæsning fra 5 år.

Skumfidusmaskinen

Skumfidusmaskinen er første bog i serien "Opdagerklubben". Ella har opfundet en globus, som kan sende hende nye steder hen i verden. På sin rejse kommer hun hen til Felix og sammen danner de Opdagerklubben. Opdagerklubben tager ud i verden og må kæmpe mod mærkelige skabninger og dimser, som kræver alt af Opdagerklubben. En sjov og underholdende fantasibog, der skaber glæde. Fungerer som højtlæsning fra 6 år.

Minimund

Sylvester er ked af sin stemme og lille mund, men en dag møder han "Nogen", som har et stemmekatalog. Sylvester tager ud på en opdagelsesrejse med de mange forskellige stemmer. En rejse som får Sylvester til at opdage, at hans stemme og mund måske ikke er så slemme endda. Højtlæsning fra 6 år.

Bertram og Buller - ballade om bord

Tag med de to søskende Bertram og Buller ombord på en færge til Bornholm og få en sejltur, du sent vil glemme. Bertram og Buller havner altid i problemer og må tage kampen op mod kaptajnen, juveltyven og en kamphund. Endnu en sjov og underholdende bog, hvor de to søskende konstant må tænke kreativt. Højtlæsning fra 7 år.

Den rustne verden - flugten fra Danmark

En fantastisk bog om 4 børn og deres rejse over til deres bedstefar. Bogen tager os med ud i fremtiden, hvor Danmark er omdannet til en losseplads af skrald, hvor robotterne har indtaget verdenen og med forældre, der er fraværende. Børnene bliver tvunget til at tænke, handle og hjælpe hinanden i en hæsblæsende rejse med spænding, satire og eftertænksomhed. Hop om bord i bogen. Højtlæsning fra 8 år. Der er 3 bøger i serien.