Den dag farverne fik nok
I fem udvalgte børnehuse i Viborg Kommune gennemføres i 2020 og 2021 et kulturprojekt, som søger at afprøve og kvalificere Kulturspor i daginstitutioner med målsætning om, på sigt, at give alle børn i Viborg Kommune adgang til læring indenfor kultur og kunst. Samtidig skal projektet etablere et varigt og gensidigt lærende partnerskab mellem pædagoger og kunstnere.
Kulturspor gennemføres ad tre veje:
0-2 årige oplever et forløb med Musik og Bevægelse
3-4 årige oplever et forløb med Billedkunst og Håndværk
5-6 årige oplever et forløb med Fortælling og Teater
Viborg Bibliotekerne har netop afsluttet det første forløb med 5-6 årige fra Dalens Børnehus. Det flotte samskabende arbejde mellem smadderbegavede børn og voksne fra Dalens og en kulturformidler fra Biblioteket kan lige nu ses i udstilling på Viborg Bibliotekerne i gangen bag Børnebiblioteket. Kom og lad jer inspirere til kulturspas med børn!