Sverige
Sverige

Tag med til Sverige

28.12.14
Jeg har haft den glæde at læse tre bøger, som foregår i Sydsverige - der skulle være ganske smukt og idyllisk.

Jeg har haft den glæde at læse tre bøger, som foregår i Sydsverige - der skulle være ganske smukt og idyllisk. Og til alle krimilæserne: det er ikke krimier, men læs blot videre, for Sverige kan byde på meget andet end gode krimiforfattere. Hende jeg taler om her hedder Karin Brunk Holmqvist, og hun har skrevet tre herlige bøger om mennesker i den tredje alder. Den første hedder ”Potensgiverne”, den næste hedder ”Glimmerbøsserne” og den sidste hedder ”Sirile gentlemen søges”. Alene titlerne på bøgerne vakte min nysgerrighed.

Sød og lun roman
”Potensgiverne” handler om to ældre søstre, der bor sammen i deres barndomshjem med das i gården. De lever efter deres afdøde forældres leveregler og fraviger dem ikke. Men med mødet med den nye nabo fra byen, Alvar, begynder der lige så stille at ske ting og sager i det lille hus. Søstrene har altid levet sparsommeligt, men nu er det på tide at få et toilet etableret i huset. Og sådan noget er jo dyrt, så hvordan skal man få råd til det, når man kun har sin folkepension? Ideen om et postordrefirma opstår, og så tager tingene fart. Søstrenes bror, Rutger, spiller en ikke uvæsentlig rolle for slutningen, som ikke skal afsløres her. Men læs selv den søde, lune roman, som man kommer til at smile af.

Når modsætninger mødes
”Glimmerbøsserne” handler om de to brødre Alfred og Henning, som er flyttet fra deres fødegård til et lille hus ved siden af. Brødrene lever et meget stille liv, kun afbrudt af den daglige tur til købmanden, hvor de brummer lidt over ekspedienten Emmy - byens sladretaske. Nu vil rygtet, at deres gamle barndomshjem skal laves om til et behandlingshjem for alkoholiserede kvinder fra byen, og brødrene bliver ganske rigtigt kontaktet af bestyreren for hjemmet. Samtidig begynder sære ting at ske i den kornmark der støder op til brødrenes grund, hvilket medfører at en horde af journalister indfinder sig. Læs selv denne hjertelige og hyggelige roman om hvad der sker når land møder by.

Kom i godt humør
”Sirile gentlemen søges” handler om to ældre damer, som bor i hver deres hus lige overfor hinanden. De ses hver dag, hvor de drikker formiddagskaffe, ser fjernsyn eller bare snakker sammen. En dag får idyllen dog ende, da kommunen planlægger, at der skal bygges en ferieby, hvor husene ligger. Damerne får tilbudt en ny lejlighed hver, men den er desværre ikke færdigbygget endnu. Derfor får de tilbudt et værelse på plejecenteret ”Solhjem” imens. Her tilmelder de sig et computerkursus, indrykker en kontaktannonce i den lokale avis og bliver vidner til lokalpolitikeren Kjell Johanssons affære med den skrappe plejecenterbestyrer Ulla Ström. Alt dette sætter gang i sagerne, som giver en happy ending. En rar og varm roman, som man kommer i godt humør af! 

Andet godt fra Sverige
Er man interesseret i at læse andre gode bøger, som handler om ganske almindelige mennesker i Sverige, kan jeg anbefale: ”Fyren fra nabograven” af Katarina Mazetti, ”Brunstkalenderen” af Emma Hamberg og ”Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt” af Jonas Jonasson.

Materialer