Mine bedste læseoplevelser i 2020

Tag som Mie flugten fra virkelighedens bekymringer og lad dig opsluge af en god bog

Starten på 2021 føleles lidt som en gentagelse af 2020 - midt i en omfattende nedlukning. Det er jo ikke helt rigtigt, for 2020 begyndte da heldigvis ganske coronafrit her i Danmark. Alligevel er det som om, livet har været præget af corona i evigheder. Vi hører om det konstant og alle steder, og er der endelig nyheder om noget helt andet, kan man alligevel ikke helt lade være med at søge lidt efter opdateringer på smittetryk og sygehusenes nuværende kapacitet. Sådan har jeg det i hvert fald.

Nyheder? Ikke lige i dag tak!

Så i 2020 har bøgerne mere end nogensinde været en livgivende og nødvendig virkelighedsflugt, der har givet en pause til bekymringshjernen, når den har kørt på overtryk. Uanset hvilken genre man holder af, er langt de fleste bøger dejligt frie for corona og fulde af alle mulige (og umulige) problemer, der ikke er vores, og som vi ikke skal løse. Vi får i stedet lov til at følge med på sidelinjen i sikker forvisning om, at problemerne løses til sidst. Og hvis de ikke gør,  kan vi bare lægge bogen fra os og efterlade problemet.

Mit 2020 i bøger

Som et forsøg på at genfinde den totale afslapning med bøgerne efter en længere pause, har jeg læst lidt andre genrer, end jeg plejer. Det har været et frisk pust, der har gjort meget for min generelle læselyst, og jeg vil virkelig anbefale det. Derfor er der ikke nogen rød tråd i de bøger, jeg har valgt - til gengæld skulle der være lidt for enhver smag, og jeg vil anbefale dem alle på det varmeste. De er nogle af mine bedste læseoplevelser i 2020!

Jeg har hygget mig uendeligt meget med både 'Mellem Himmel og Hav' og 'Mysteriet i Genbrugsen', der som bonus gav mange gode grin undervejs. Det samme gjorde uden tvivl 'Meter i Sekundet', der er så underholdende, at min mand flere steder var tvangsindlagt til højtlæsning (noget han heldigvis sætter stor pris på).

Jeg lod mig forarge i 'Katalog over Katastrofer', fortørnes i 'Bjørneby' og fortrylles (og frastødes en anelse!) i 'En lykkelig Slutning'. Alle tre bøger var alt for hurtigt læst - I kender sikkert den følelse.

Jeg følte mig set og forstået på helt nye måder af 'NEJ', og jeg smed efterfølgende alt det alvorlige overbord og faldt fortabt (og utrolig underholdt!) ned i det kaninhul, der hedder 'Bridgerton' - både på Netflix og som lydbog på eReolen Global.

I dette øjeblik er jeg på rejse tilbage til en af min ungdoms yndlingsuniverser, godt skubbet i gang af HBO's His Dark Materials, der er baseret på Philip Pullmans fantastiske bøger. Jeg har aldrig fået læst forhistorien, der udkom for nogle år siden, så julepynten bliver i år pakket væk med 'La belle Sauvage' i ørerne.

Jeg håber også, at du har haft et virkelig dejligt 2020 med masser af gode læseoplevelser, og at 2021 kommer til at byde på lige så mange.

Rigtig god læselyst - og godt nytår!'

/Mie, Viborg Bibliotekerne

Materialer