Mikrojuveler med den store glans
Tager du dem op og bladrer i dem, måske endda læser de første par sætninger? Eller går du konsekvent uden om dem og over til de kendte bestsellere?
Jeg har altid været fan af noveller og kortprosa - historier i et kompakt format, fordi de aldrig fortæller læseren hele historien. Du skal aktivt bruge dit forestillingsapparat, bruge fantasien, undre dig over sætningernes sammenfletninger og ordvalget. Glæde dig over sprogets rytme og finurlighed. Du får ikke en minutiøs beskrivelse af et landskab til det mindste græsstrå. Du skal selv, ud fra nøje udvalgte kodeord, danne dit eget billede af historien, der fortælles. Og det kan jeg rigtig godt lide.
2021 har allerede budt på en lille perlerække af nye litterære oplevelser lige efter min smag, og bag hver og én af dem står der et såkaldt mikroforlag. Mikroforlagenes udgivelser er absolut din opmærksomhed værd, hvis du holder af litteratur, der sætter spor i dit indre landskab, roder rundt i dine tanker også efter bogen er lukket og historiens sidste ord er læst færdig. Det er fortællinger, der fortsætter med at leve i dig, bliver en del af dit verdenssyn.
Indrømmet, de store forlagshvaler kan uden tvivl også levere fantastiske læseoplevelser på flere hundrede sider, hvor man bliver opslugt af fortællingens hav så meget, at man pludselig ikke aner, om det er aften, nat eller om morgenen er ved at gry. Disse udgivelser savner dog i hvert fald ikke opmærksomheden hverken fra anmeldere eller læsere. Mikroforlagenes små juveler kan derimod ofte forsvinde i mængden af de førstnævnte.
Nuvel – de små juveler. Her får du et udpluk af dem, jeg har været så heldig at lægge mærke til blandt alle de andre prangende titler på biblioteksreolerne.
”Kokoschas dukke” af Afonso Cruz, forlaget Jensen & Dalgaard
Kapitler i varierende længder med overskrifter som ”Bonifaz, som midt under krigen sad i en kurvestol, var som et stykke porcelæn i en elefantbutik”, kombineres med små illustrationer samt en indlejret ”rigtig bog” med en forside, bagside og endda en stregkode. Det er en yderst poetisk og klog bog, der fletter menneskeskæbner gennem 2. verdenskrigs mest grusomme begivenhed, der tog sted i Dresden, sammen med inspiration fra kunst- og litteraturhistorien. Og det hele gøres på så magisk vis, at alting giver mening og bliver lyslevende, selv om man ved første øjekast kan nå at tænke ”hvad er nu det her for noget elitært noget?”. Historien er så dybt menneskelig, at enhver vil kunne identificere sig med personerne i den.
”Tættere på Jorden end jorden” af Nikolaj Tange Lange, forlaget Lycius/Gladiator
Hvis man skulle putte denne bog i en kasse, så ville man nok kalde den for en ”coming of age”-roman, noget der ligner ”Griberen i rugen”. Men den er så meget mere. Den handler godt nok om en dreng og hans opvækst, barndommen på en ø; venskaber, der opstår og brydes, børnenes voldsomhed, menneskets potentiale til at være ond og god, seksualitet og sjælens frigørelse. Men sproget, alt det vigtige, der bliver sagt mellem linjerne, og måden hvorpå fortællingen er skruet sammen, gør, at jeg vil huske den hvis ikke mere, så på en helt anden måde end fx Salingers klassiker.
”Cherry” af Inger Christine Løwe, forlaget Arkiv for detaljer
Også på en måde en dannelsesroman, fortalt fra en ung kvindes synsvinkel, der også handler om at jonglere mellem venskaber, indkøb af julegaver, studier, familiens forventninger, samfundets forventninger om hvad man skal mene om klimakrise og #metoo, og igen - seksualitet. Fortalt i en vidunderlig flydende tankestrøm, hvor det hverdagsagtige står side om side med det eksistentielle og har lige stor betydning for fortællingen. Jeg kan forestille mig, at ”Cherry” og ”Tættere på Jorden end jorden” sagtens kunne bruges i danskundervisningen på gymnasieniveau.
”Det gule tapet” af Charlotte Perkins Gilman, forlaget ESCHO
Nogle ville kalde det en gyser. Men, endnu en gang, det er noget mere. Her har du faktisk et stykke kvindehistorie, som endelig bliver fortalt på dansk. Den lille novelle på små 41 sider blev skrevet tilbage i 1892, og kan minde lidt om fx ”Jane Eyre”. Den handler om en kvindes langsomt tiltagende vanvid, som hun ikke selv har skyld i. Hun bliver pakket ind i vat, hendes følelser og behov bortforklaret, handlingsmuligheder begrænset til konstant hvile. Og det eneste hun kan gøre for at sætte sig selv fri, er at skrive en dagbog i smug og rive en voldsom mængde gammelt, gult tapet af væggene på det værelse, hvori hun er indespærret. Novellen virker så moderne i både sit sprog, men også det emne – kvindekampen, som den omhandler. Den dømmer ikke, og fortæller ikke, hvad du skal mene, men den sætter nysgerrighed og tankerne i sving. Novellen er filmatiseret, og forlaget planlægger at udgive flere historier af glemte kvindelige forfattere.