Line anbefaler krimier

22.04.23
Viborg Bibliotekerne bugner af fantastiske krimier. Har du overvejet at gå i gang med en eller er du allerede opslugt af en serie og skal snart i gang med den næste? Så læs med her, når Line anbefaler hendes krimi favoritserier.

Serien om Dan Sommerdahl, Anna Grue

Vækker navnet Dan Sommerdahl genklang?
Så er det måske fordi, TV-serien ”Sommerdahl” er løbet over skærmen på TV2’s sendeflade.
Men, selvom du skulle have fulgt med i tv-udgaven, så giv dig endelig i kast med bøgerne, der er ikke meget genkaldelse. Jeg vil til enhver tid anbefale dig at læse bøgerne i kronologisk rækkefølge for at få alle historierne med. Der er nemlig lidt at holde styr på.
De velskrevne krimier er til dig, der elsker både de drabelige, mystiske og kærlighedsfyldte sider af en god krimi.

Åsa Larsson Krimi

Svenske Åsa Larson har med sin serie om juristen Rebacka Martinsson vundet mit hjerte med dystre fortællinger og mystiske forbrydelser i et lille lukket samfund i det nordsvenske og iskolde Kiruna.
Et samfund, hvor hemmelighederne er dybe og mørke og hvor det gang på gang vælter ud med skeletter af de ellers hermetisk lukkede skabe.
Martinssons sans for- og ivrighed efter at løse selv de mest bestialske forbrydelser får hende ledt i forskellige uheldige situationer ad flere omgange. Og det ikke kun i forholdet til de lokale.
For at få hele Rebeckas historie med, vil jeg anbefale dig at læse bøgerne i kronologisk rækkefølge.

Mari Junstedt

Er du til ægte svensk krimi, så er Mari Jungstedts Gotland-serie lige noget for dig.
Med Kriminalkommissær Anders Knutas og journalisten Johan Berg i hovedrollerne bliver Mari Jungstedts hjemegn gang på gang udsat for gru og rædsel. Her får du intelligente plots og et højanspændt tempo med masser af spænding. Bøgerne kan læses hver for sig, da hver forbrydelse er opklaret, når den sidste side er vendt.

Jussi Adler Olsen krimi

Krimiserien med Afdeling Q og antihelten Carl Mørck, med en god portion rod i privatlivet og en lang række traumer, har en særlig plads hos mig. Carl Mørck står i spidsen for Afdeling Q, der har til huse i et afsides kælderlokale på Politigården. Afdelingen skal opklare henlagte sager og formår, til alles overraskelse, at opklare den ene forbrydelse efter den anden. Samspillet mellem de tre hovedpersoner Carl, Assad og Rose er så fint beskrevet, at du som læser føler dig som en del af holdet. Gør dig selv den tjeneste at læse bøgerne i kronologisk rækkefølge.

Anne-Mette Hancock krimi

Når jeg anbefaler krimier på biblioteket, overraskes jeg altid over, hvor få der kender til Anne-Mette Hancock.
Hun er nemlig, i mine øjne, en af de allerbedste krimiforfattere vi har herhjemme. Og i hendes serie om den skarpe journalist Heloise Kaldan er der rå krimi for alle pengene. Her er emnerne hævn, retfærdighed, tillid og tilgivelse af fortidens synder. Gennem sit nysgerrige journalistiske arbejde begiver hun sig ud i at løse både uhyggelige og mystiske forbrydelser, som flere gange sætter hende selv i fare.
Er du mere til lydbøger, så vil jeg klart anbefale dig at lytte den, for du får Jon Langes fantastiske og indlevende stemme i øret.

Kryb, af Julie Hastrup

Rebekka Holm bliver ved med at vokse på mig for hver bog, der udkommer fra dygtige Julie Hastrups hånd.
Og niende bind i serien er ingen undtagelse. Her er der virkelig skruet op for uhyggen i den højaktuelle krimi om kriminalitet på det mørke internet. Her får du en god blanding af gemen ondskab, opofrelse og et politisk spil. Hastrup formår, med sin velskrevne profilering af Rebekka Holm, at få den lidt skæve, svigtede og mørke Holm til at krybe ind under huden på læseren.

Faye serien af Camille Läckberg

Sveriges ukronede Krimidronning, der nok mest er kendt for Erica Falck serien om livet i og omkring Fjällbacka har udgivet endnu en hårrejsende og fængslende krimiserie. Denne gang om hovedpersonen Faye, som dog også trækker tråde tilbage til Fjälbacka. 
Faye har tilsyneladende alt, men lider under en manipulerende ægtemand, et kaotisk og usikkert forhold og en fortid i Fjälbacka, der bliver ved med at forfølge hende. Faye vil genfinde sig selv, men det har konsekvenser. Og da hendes datter pludselig forsvinder, er der ingen vej tilbage.
Vil du læse en anderledes krimiserie, hvor selvstændighed, udvikling og frigørelse er nogle af temaerne, så skal du læse Faye serien.